95 gange har de mødt hinanden i Bundesligaen, men det er lige specielt hver gang.
’Die Mutter aller Derbys’. Moderen af alle derbyer, kalder de det. Og når Borussia Dortmund og Schalke 04 står overfor hinanden, er der torden og lynild. Bulder og brag. Ikke bare på banen, men også i de to byer.
En køretur på 35 kilometer i bil adskiller Dortmund og Gelsenkirchen i det vestlige Tyskland. Og er man i tvivl, er det en distance, der kan klares med en spytklat i det gigantiske land, som strækker sig 876 kilometer fra nord til syd - og 640 kilometer fra øst til vest.
Revierderbyet kan direkte oversættes til distriktderbyet - og altså slaget om Ruhr-området, hvor de to klubber holder til. Og hvor andre lokalopgør oftest forbindes med venskabelige drillerier, er det her alvor. Det fortæller Poul Hansen, der er fodboldekspert på TV3 Sport.
- Det er det vildeste. For de to byer og indbyggerne er det jo vigtigere end alt andet i livet. Det er sindssygt – på den gode måde, siger Poul Hansen til DR Sporten.
- Det er så voldsomt stort, at man slet ikke kan forestille sig det. Du har både den store kærlighed til dit eget hold og det store had til det andet. Du jubler to gange i løbet af weekenden, hvis dit eget hold vinder, og det andet taber.
- Det er bare ’no-go’ ikke at vinde den kamp, siger han.
Lørdag genåbner de to mandskaber den tyske Bundesliga, der har ligget stille siden den 11. marts som følge af coronakrisen. Og den lange pause kan blive et problem.
For nok har spillerne ikke ligget på den lade side under den ufrivillige pause, men træning i små grupper i hovedparten af tiden – og ikke mindst en fuldkommen kampløs periode – kommer til at kunne ses.
- De kommer ud med så meget opsparet energi og er samtidig ikke helt trimmet i træning, teknik og timing.
- Der vil komme flere fejl og dermed flere dueller. Det bliver en krig, fordi bolden bliver tabt og vundet et hav af gange. Man vil se nogle sindssyge dueller, spår Poul Hansen
Endnu en dansk hovedrolle?
Det store – og af mange betegnet 'største' – tyske opgør har gennem tiderne haft flere danskere indblandet. Både iklædt Dortmund- såvel som Schalke-trøjer.
Mange husker sikkert Ebbe Sands mange mål for ’de kongeblå’. Seks Revierderby-scoringer noterede angriberen sig for i 15 opgør - heriblandt sejrsmålet i sidste minut i en 1-0-sejr i netop Dortmund tilbage i 2004.
Aktuelt er der ingen danskere i Schalke 04, men til gengæld er de danske farver reprænteret på Dortmunds førstehold i form af Thomas Delaney, der tilmed er spået en vigtig rolle lørdag.
For selvom Delaney ikke har været i aktion for Dortmund siden november på grund af knæproblemer, er han af flere tyske medier spået en startplads, fordi to af holdets normale førstevalg på midtbanen, Axel Witsel og Emre Can, er blevet skadet. Og det kan være Delaneys chance for igen at komme ind i Dortmund-varmen.
- Nu får han en gylden mulighed, for hvis han spiller godt mod Schalke, så er pladsen hans, indtil andet er bevist.
- Han er sulten og ærgerrig. Han har ikke spillet i lang tid, og hvis han kommer ind der og består, så kender vi mekanismerne. Så er hele byen og omgivelserne jo sådan: ’Delaney er tlbage’, siger Poul Hansen.
Schalke kan sætte en afgørende kæp i Dortmund-hjulet
Mens de blåklædte gæster aktuelt halter en hel del efter ærkerivalerne i de gule trøjer, er kampen langt fra uden anden betydning end håneretten for Schalke.
For mens Schalke frister en tilværelse som nummer seks i tabellen hele 14 point efter Dortmund, er Dortmund midt en vild jagt på Bayern München i forsøget på at hente klubbens første mesterskab siden 2012.
Fire point er Dortmund efter de suveræne rekordmestre fra München, og dermed vil en Schalke-sejr lørdag potentielt kunne gøre det voldsomt besværligt for værterne at hente Bayern i løbet af de sidste otte spillerunder.
- Det vil jeg sige. Så kan de ikke nå det. Det vil være så smertefuldt for dem på mange måder. At smide muligheden for mesterskabet i lige præcis et Revierderby, siger Poul Hansen.
Det er med andre ord meget mere end bare en fodboldkamp, der får lov til at genstarte Bundesliga. Det er Das Revierderby. En kamp, der lever af fansenes følelser, men som lørdag bliver uden fansene – men utvivlsomt stadig med følelserne.
Og sikkert er det, at lørdagens derby, der på grund af coronapandemien bliver for tomme tribuner, kommer til at få sin helt egen plads i historiebøgerne. Uagtet, om det bliver 0-0 eller 4-4.
Opgøret mellem Borussia Dortmund og Schalke 04 kan ses direkte på Xee og Viaplay og sparkes i gang lørdag klokken 15.30.