Nu kommer en skade aldrig rigtig belejligt, men den danske fodboldspiller Yussuf Poulsen må dog ærgre sig ekstra meget lige for tiden
Danskeren var nemlig kommet godt i gang i tyske RB Leipzig efter coronapausen med to mål og to assister i de første to kampe, hvor han sågar også bar anførerbindet.
Men nu er der kommet malurt i bægeret for angriberen. Poulsen pådrog sig en ankelskade i søndagens kamp mod Mainz og er ude på ubestemt tid.
Det skriver RB Leipzig på sin twitterprofil mandag aften.
- Yussuf Poulsen blev ramt af en ledbåndsskade i sin højre ankel i gårsdagens kamp og vil være ude i den kommende tid, lyder det.
Jubilæumskamp i storsejr
Søndag var ellers lidt af en festdag for Yussuf Poulsen. Ud over mål og assister i storsejren over Mainz kunne han således fejre 250-kampjubilæum som den første spiller i klubbens ganske vist forholdsvis korte levetid.
Poulsen kom til RB Leipzig fra Lyngby i 2013 og har været med på det meste af klubbens rejse fra de lavere rækker til Bundesligaen.
RB Leipzig ligger i øjeblikket på tredjepladsen i Bundesligaen med syv point op til førerholdet Bayern München.
/ritzau/