Landstræneren jubler over Svenssons nye Bundesliga-job: 'Jeg kunne mærke, at der var en træner gemt i ham'

Bo Svensson er blevet præsenteret som cheftræner i Bundesliga-klubben Mainz.

Bo Svensson har senest været træner for den østrigske klub FC Liefering. (Foto: © Rinderer/Eibner-Pressefoto via, imago images/Eibner Europa)

Bo Svensson er mandag officielt blevet præsenteret som ny cheftræner i Bundesliga-klubben Mainz 05. Dermed kommer danskeren i en særdeles fornem klub af toptrænere, der har stået i spidsen for den tyske klub.

Den tyske Liverpool-manager Jürgen Klopp og landsmanden Thomas Tuchel, der indtil for en uge siden var træner i Paris Saint Germain, har begge lagt lag på deres trænerkunnen i netop Mainz.

Det samme har den danske landstræner Kasper Hjulmand, der i sommeren 2014 og et halvt år frem var cheftræner i klubben. Han er glad for, at kollegaen Bo Svensson nu har fået muligheden for det samme.

- Jeg jubler over, at Bo har fået den her mulighed.

- Jeg er simpelthen så glad for, at vi igen har en dansk træner i Bundesligaen. Det er en af de største ligaer i Europa, siger Kasper Hjulmand.

41-årige Bo Svensson spillede selv syv sæsoner i Mainz fra 2007 til karrierestoppet i 2014, og allerede på det tidspunkt florerede tankerne i hovedet på ham omkring en mulig trænerfremtid. De tanker husker Kasper Hjulmand, da han tog over som cheftræner i 2014.

- Jeg var der i 2014, hvor Bo lige var stoppet som en af de førende spillere på holdet, og jeg havde nogle snakke med Bo om, at han gerne ville være en del af trænerteamet.

- Så det blev han, fortæller Kasper Hjulmand.

Den danske landstræner kunne allerede dengang mærke, at der var et trænerpotentiale gemt i Bo Svensson.

- Jeg mærkede med det samme, at Bo havde intelligensen, men også fliden og iveren for trænerjobbet.

- Jeg kunne med det samme mærke, at der var en træner gemt i ham.

Bo Svensson (til venstre) sidder på hug ved siden af Liverpools nuværende manager Jürgen Klopp ved en træning i Svenssons første sæson i klubben. (Foto: © Jan Huebner, imago images)

Kender klubbens mekanismer

Bo Svensson fik allerede ret i sin spådom et halvt år efter sit karrierestop, hvor han blev assistenttræner for førsteholdet. Herefter har han haft forskellige træneropgaver i klubben, og senest har han ledet det østrigske hold FC Liefering, der spiller i den næstbedste østrigske række.

Springet fra den næstbedste række i Østrig til nu at være cheftræner i en af de stærkeste ligaer i verden er dog ikke noget, der bør skræmme Svensson ifølge Hjulmand.

- Han kender ledelsen og den sportslige ledelse. Han kender klubbens mekanismer, han kender byen, så der er ikke noget, der kommer bag på ham eller kommer til at overraske ham.

- Og det er altid godt som træner, at man kender den organisation og kultur, der er i klubben, siger Kasper Hjulmand.

Erfaringen i klubben er også noget af det Christian Heidel, der er sportslig ansvarlig i Mainz, har lagt vægt på i valget af Bo Svensson.

- Bo har alle de kvaliteter, der skal til for at være træner her.

- Han har lært om trænergerningen fra vores juniorafdeling og som aktiv, og han har lært fra Jürgen Klopp og Thomas Tuchel. Han ved, hvordan fodbold skal spilles her, udtaler Christian Heidel til klubbens hjemmeside.

Mainz ligger lige nu næstsidst i Bundesligaen med fem point op til stregen, så der venter allerede fra start en stor opgave for Svensson.

Tirsdag klokken 12.00 holder klubben et pressemøde, hvor Svensson vil sætte sine første ord på sin nye rolle i Mainz.