I dag blev det offentligt, at Pierre-Emile Højbjerg hverken bliver solgt eller lejet ud i den kommende sæson, selvom rygterne har peget i en anden retning den seneste tid. Det er et vigtigt signal for danskeren.
- Jeg tror simpelthen ikke, at Josep Guardiola og Bayern München tør lade Højbjerg gå og måske kunne sidde tilbage og se ham blive en kæmpe stjerne i tysk fodbold, forklarer DRs fodboldkommentator Andreas Kraul.
- Derfor tror jeg, at de vil have ham tilbage på træningsbanen igen. For at se, hvor meget han har flyttet sig, og måske kan han gå ind og spille med om nogle af de pladser. Eksempelvis Bastian Schweinsteigers plads. Han rygtes væk og er måske også nået en alder, hvor han ikke kan spille alle kampe, siger han.
Mulig ny lejeaftale
Det er dog langt fra sikkert, at der venter Pierre-Emile Højbjerg masser af spilletid i den kommende halvsæson, og det betyder derfor, at billedet kan være anderledes, når Bundesligaen når til vintermånederne.
- Jeg tror, at hvis Højbjerg ikke får den spilletid i efteråret, så kan der måske godt komme en ny lejeaftale, som der gjorde i vinter, så han kan komme ud og få spilletid igen, siger Andreas Kraul.
Inden vi finder ud af, hvor meget spilletid der venter den danske midtbanespiller, så skal han levere varen for henholdsvis A-landsholdet i kvalifikationskampen mod Serbien og for U21-landsholdet til den forestående EM-slutrunde.