Om det er de spanske gloser eller kemigiganten Bayer AG, der har høvlet noget i vandet, er ikke til at sige.
Bayer Leverkusen er, hvis vi skal tro sportens naturlove og de nedskrevne regler, i stand til at tabe fodboldkampe. De nægter bare at gøre det.
Torsdag aften udbyggede det tyske mesterhold stimen uden nederlag til 49 kampe i træk, da de formåede at indhente AS Romas 2-0 føring hjemme på BayArena i Europa League-semifinalen.
Man behøvede da heller ikke en uddannelse som orakel for at vide, hvad der ville ske, da reduceringen ramte nettet efter 82 minutter.
Udligningen faldt, som den har gjort utallige gange i denne sæson, da uret rundede 97 minutter. Alt er, som det plejer på de kanter.
17 gange i denne sæson har tyskerne scoret i overtiden.
Dermed overtog Bayer Leverkusen også den europæiske rekord for flest kampe i træk uden nederlag. En rekord, som Benfica har siddet på siden 1965, da de klarede frisag 48 gange i træk.
Neverkusen, eller Vizekusen på tysk, som klubben hånende er blevet kaldt for den manglende evne til at vinde titler, er nu blevet til 'Neverlusen'.
Europas bedste hold?
Vejen til de 49 kampe uden nederlag skal fordeles på 32 kampe i Bundesligaen, fem pokalkampe og 12 europæiske af slagsen.
En komplet uhørt statistik, som også høster anerkendelse til den spanske cheftræner, Xabi Alonso.
Der resterer blot fire kampe i kalenderen for det tyske mesterhold; to af dem er finaler i henholdsvis den tyske pokalturnering og Europa League.
Med 49 kampe uden nederlag er det dermed svært at forestille sig andre scenarier, end at Bayer Leverkusen kommer til at stå med tre trofæer, når sæsonen er forbi.
Lige nu er Bayer Leverkusen også helt i top, når man taler om at være Europas bedste hold, siger DR Sportens fodboldkommentator, Arnela Muminovic.
- Det er vel Real Madrid, der kommer i nærheden af dem med et suverænt mesterskab og en plads i Champions League-finalen. Jeg synes alligevel, at Leverkusen er over Real Madrid.
- Deres måde at spille på er den sværeste, og den måde, som Xabi Alonso har formået at installere det i holdet på, er så hurtig, siger Arnela Muminovic.
Samtidig er det værd at bemærke, at toppen i Bundesligaen nærmest aldrig har været bedre, og netop det taler også for, at Bayer Leverkusen i år svæver over alle andre.
Både Bayern München, Dortmund, RB Leipzig og Stuttgart har alle over 60 point i denne sæson.
- De har haft en virkelig hård konkurrence, også hårdere end Real Madrid i La Liga, så jeg vil gerne argumentere for, at Bayer Leverkusen er Europas bedste hold, siger Arnela Muminovic.
The Treble lurer derude
For at Bayer Leverkusen skal hente to pokaler mere, så venter der først overkommelig modstand i pokalfinalen.
Her står Kaiserslautern fra 2. Bundesliga og tripper, mens italienske Atalanta er modstanderen i Budapest den 31. maj.
Spørger man Arnela Muminovic, så er der heller ikke meget, der taler for, at Bayer Leverkusen ikke har tre trofæer at vise frem, når sæsonen er forbi.
- De kan jo ikke tabe, og jeg tror, at mesterskabet har taget noget pres fra dem. Alt er et plus nu, så jeg tror ikke, at presset tynger dem. Det står nærmest skrevet i stjernerne.
- Men det vildeste er nærmest, at de er gået fra at være et midterhold til et verdensklassehold på så kort tid.
- Med mesterskabet fik de slukket for fortællingen om, at de aldrig vinder titler, og det vil være en af de europæiske historier, som vi aldrig vil glemme, hvis Xabi Alonso får det her hold, som er kendt for at tabe, til at vinde tre finaler, siger Arnela Muminovic.
Den tyskepokalfinale spilles 25. maj i Berlin.