Dansk Dortmund-talent udlejes til tysk traditionsklub

Jacob Bruun Larsen skal spille resten af sæsonen for VfB Stuttgart, der har lejet ham i Dortmund.

Jacob Bruun Larsen (tv) i duel med Adnan Januzaj i en træningskamp mod Manchester United tilbage i 2016. (Foto: © Thomas Peter, Scanpix)

Den danske fodboldspiller Jacob Bruun Larsen skal spille for VfB Stuttgart i resten af denne sæson.

Den 19-årige dansker er blevet udlejet fra sin arbejdsgiver, Borussia Dortmund.

- Jeg har hørt meget positivt om Stuttgart. Derfor glæder det mig at være en del af holdet og arbejde på banen fra i morgen (onsdag, red.) sammen med mine nye holdkammerater, siger Jacob Bruun Larsen til Stuttgarts hjemmeside.

Den danske U21-landsholdsspiller får trøje nummer 34 i sin nye klub.

Jacob Bruun Larsen tog i 2015 fra Lyngby til Dortmund.

Han fik i 2016 sin debut for klubben i en pokalkamp, og i september sidste år debuterede han i Bundesligaen.

I 2016 var Jacob Bruun Larsen med på Danmarks hold ved OL i Rio.

Stadig med i Dortmunds planer

Sidste år forlængede danskeren sin kontrakt med Dortmund til 2021.

Uagtet den begrænsede spilletid har Dortmund stadig planer med danskeren.

Det siger Michael Zorc, der er sportsdirektør i klubben.

- Jacob er et stort talent, der dog har brug for spilletid.

- Efter intensive samtaler med ham og Hannes Wolf (Stuttgarts cheftræner, red.) mener vi, at perspektiverne er bedst for ham i Stuttgart i det næste halve år, siger Michael Zorc til Dortmunds hjemmeside.

/ritzau/