Blot seks point efter 14 kampe. Fem point til sikkerhed. To point ned til bundproppen Schalke 04.
Det var perspektivet for Bundesligaklubben Mainz i starten af januar. Klubben havde netop fået en 5-2-øretæve af mægtige Bayern München og en uge forinden havde afbrudt samarbejdet med cheftræner Jan-Moritz Lichte.
Ind kom danske Bo Svensson. En sand klubmand. Syv år som spiller i klubben og efterfølgende fem år med forskellige trænerroller gav den tyske traditionsklub troen på, at den tidligere FCK-spiller var den rette til cheftrænerjobbet.
Og Mainz valgte rigtigt. Klubben er på vej mod overlevelse i Bundesligaen.
Bedst afspejlet i den 2-1-sejr, som holdet sikrede mod Bayern München i weekenden. Syv kampe i streg som ubesejret har ført holdet på 12.-pladsen med fem point ned til stregen og en kamp til gode i forhold til de nærmeste konkurrenter.
Det går mildest talt godt for Svenssons tropper, og hvis fortjeneste er det?
- Det er mig selv. Det er på grund af mig, siger han ganske selvsikkert til DR Sporten.
Herefter plejer der at komme det vanlige, danske, beskedne grin for at holde sig på den sikre side af janteloven.
Men ikke hos Bo Svensson, for han ved udmærket godt, at han og trænerteamet har inkorporeret de helt rette ting, som har fået holdet til at tage afsked med bunden af Bundesligaen.
- Holdet spillede under niveau, da jeg kom. Holdet havde mere kvalitet, end der hvor de stod i tabellen, siger han.
- Der var nogle ting, som jeg skulle gøre op med, da jeg kom - i forhold til hvad der blev krævet i dagligdagen, hvad det vil sige at spille for klubben og som et hold.
Presset er forhøjet
Bo Svensson kom til Mainz efter 43 kampe i spidsen for FC Liefering. Et mandskab i den næstbedste østrigske række og dermed i en hel anden klasse end et tysk Bundesligahold. Han er da også selv bevidst om det skiftende pres, som han har mærket.
Mærker du et stort pres i forhold til at skulle levere?
- Ja, det gør jeg. Det tog også lidt tid for mig at beslutte, om jeg ville påtage mig rollen. Jeg gjorde op med mig selv, hvad min tilgang skulle være uanset pointene i tabellen, siger han.
- Jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at de største forventninger kommer fra mig selv. Der er en masse folk, der er afhængige af mit arbejde.
Forventningerne handler ikke kun om overlevelse i denne sæson og om at sætte den rigtige startopstilling til den næste kamp. Svenssons kontrakt, som løber helt indtil sommeren 2024, giver ham muligheden for - ikke kun at rykke på holdet – men hele klubben.
- Mainz har på flere fronter valgt nogle forkerte løsninger de seneste år og stagneret lidt i forhold til at udvikle på tingene uden for kridtstregerne. Det skinner også igennem på banen.
- Det handler om at bringe en idé og identitet tilbage i klubben, hvor man ikke er så afhængig af enkelte personer.
Hjulmand havde indflydelse på Svenssons trænervej
Svensson blev den femte dansker siden Søren Lerbys trænergerning i Bayern München i starten af 90'erne til at stå i spidsen for et Bundesligahold.
Senest var det den nuværende danske landstræner, Kasper Hjulmand, der i netop Mainz havde beskedent succes i sine i alt 24 kampe.
I samme periode stoppede Svensson sin aktive karriere og havde privilegiet, som han selv formulerer det, af at komme under vingerne på Hjulmand, hvor han efter sin aktive karriere var en del af Hjulmands trænerteam.
Den danske landstræner havde ifølge Svensson selv en stor betydning for, at han valgte at gå trænervejen for snart syv år siden.
- Jeg fik lov til at kigge dybt ind bag kulisserne og lære en hel masse ting, fordi han gav mig tiltro til at være i teamet, siger Bo Svensson.
- Han er et meget åbent og generøst menneske, der gerne deler ud af sine erfaringer. Han har et øre og en opmærksomhed i forhold til alle.
Kasper Hjulmand var modsat heller ikke i tvivl om, hvilken vej Svensson skulle gå, da landstræneren indlemmede ham i trænerteamet tilbage i 2014.
- Jeg mærkede med det samme, at Bo havde intelligensen, men også fliden og iveren for trænerjobbet. Jeg kunne med det samme mærke, at der var en træner gemt i ham, sagde Hjulmand til DR Sporten tilbage i januar, da Svensson blev ansat.
Han har i sin aktive karriere da også haft særdeles store trænerpersonligheder at se op til. Udover at komme under vingerne på Hjulmand, havde han i Mainz både Chelsea-manager Thomas Tuchel og Liverpool-manager Jürgen Klopp som trænere.
Men om trænergerningen og drømmen skal føre ham til landsholdet og klubber som PSG, Chelsea eller Liverpool er ifølge Svensson for abstrakt at forholde sig til.
- Det er for tidligt at sige. For ti år siden spillede jeg stadig i Bundesligaen og havde min fjerde sidste sæson med Thomas Tuchel som træner. Han var lige kommet fra ingenting, og jeg spillede mod spillere, som ingen unge mennesker kender i dag. Jeg skænker det ikke mange tanker.
Tanker har der dog været nok af i de seneste hektiske måneder for den danske træner, der ikke har haft meget tid til at fordøje indtrykkene.
- Der er sket rigtig mange ting, og når jeg får ferie på et eller andet tidspunkt, så skal jeg nok fordøje alle de indtryk, som der har været.