Bo Henriksen lander job i kriseramt bundesligaklub

Fodboldtræneren Bo Henriksen overtager trænerjobbet i den tyske Bundesligaklub Mainz.

Bo Henriksen kommer fra et job i den schweiziske klub FC Zürich. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Krisen kradser i Mainz, som aktuelt ligger til nedrykning i den tyske Bundesliga, men det skal en dansker være med til at lave om på.

Fodboldklubben har således tirsdag offentliggjort 49-årige Bo Henriksen som holdets nye cheftræner.

Det sker på en aftale, der løber til 2026, skriver Mainz på sin hjemmeside.

Bo Henriksen indledte trænerkarrieren i Brønshøj, inden han gennem seks år satte krigeriske attituder og lange indkast på dagsordenen i AC Horsens. Dyder, der førte klubben op i Superligaen.

Siden røg energiske Henriksen forbi FC Midtjylland, før han rejste på udlandseventyr og blev cheftræner i FC Zürich, hvor han har været med på en rejse tilbage til toppen af schweizisk fodbold.

Bo Henriksen i omfavnelse med Arsenal-træner Mikel Arteta efter en Europa League-gruppekamp mellem FC Zürich og den engelske storklub i november 2022. (Foto: © GLYN KIRK, Ritzau Scanpix)
Bo Henriksen i omfavnelse med Arsenal-træner Mikel Arteta efter en Europa League-gruppekamp mellem FC Zürich og den engelske storklub i november 2022. (Foto: © GLYN KIRK, Ritzau Scanpix)

Mens spillerne i Mainz godt kan forberede sig på at få at vide, at de er "verdensklasse", får den nytilkomne cheftræner følgende ord med på vejen af sportschef Christian Heidel.

- Vi har kigget intensivt på vores nuværende situation og analyseret, hvilken type træner og hvilken fodboldtilgang, der passer os i denne svære sportslige situation. Det førte os til Bo Henriksen. En træner, der har formået at forme et mandskab under meget forskellige forhold og spille fodbold, der er pragmatisk, men også modigt og i sidste ende succesfuldt, siger sportschefen.

- Derudover er Bo Henriksen meget følelsesladet, åben og en karakter med holdninger, som udstråler en utrolig energi, der passer rigtig godt til Mainz, siger Christian Heidel.

Bo Henriksen overtager tøjlerne fra Jan Siewert, som i weekenden blev fyret. Siewert nåede at være cheftræner siden november, hvor han overtog fra en anden dansk træner med samme fornavn, nemlig Bo Svensson.

Fra 2021 til 2022 var Bo Henriksen cheftræner i FC Midtjylland, inden han blev fyret med den begrundelse, at han ikke kunne tage klubben det næste udviklingstrin rent spillemæssigt. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix Denmark)

Tidligere på måneden meldte FC Zürich ud, at Bo Henriksen ikke havde forlænget den kontrakt, der udløb efter den aktuelle sæson.

Nu ophører samarbejdet så øjeblikket med skiftet til tyske Mainz.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over udviklingen, men vi forstår godt, at Bo Henriksen gerne vil forfølge muligheden for at arbejde i Bundesligaen, skriver FC Zürich på sin hjemmeside.

Bo Henriksen bliver officielt præsenteret på et pressemøde i den tyske klub klokken 16 tirsdag eftermiddag.