Onsdag vandt Bayern München 5-1 over Arsenal i Champions League. Lørdag var Bayern leveringsdygtig i et nyt festfyrværkeri på hjemmebane.
I Bundesligaen blev Stuttgart udspillet med 4-0, hvilket burde have været en meget større sejr.
Gennem hele kampen bølgede angrebene ned mod Stuttgarts mål, men kun i første halvleg var Bayern effektiv.
Således faldt alle fire mål i inden pausen. Arjen Robben, Douglas Costa, Robert Lewandowski og Thomas Müller blev noteret for scoringerne, men de havde alle chancer til at score yderligere.
Efter pausen kunne Bayern i realiteten have scoret lige så mange mål, men Stuttgart slap for yderligere ydmygelser.
Hos Wolfsburg var Nicklas Bendtner for anden weekend i træk at finde i startopstillingen, men den danske landsholdsangriber fik ikke sat et afgørende aftryk denne gang i nederlaget på 0-2 til Mainz 05.
Wolfsburg fik svære vilkår, da Julian Draxler allerede efter 13 minutter blev udvist.
Flere danskere i aktion
Efter godt en halv time tog hjemmeholdet fordel af overtalssituationen, da Pablo De Blasis scorede til 1-0. På samme tidspunkt i anden halvleg udbyggede Yunus Malli til 2-0.
Da var Bendtner blevet skiftet ud. Han fik 65 minutter på banen og møder altså op med spilletid i benene forud de vigtige playoffkampe mod Sverige om en plads i EM-slutrunden næste sommer.
Andreas Christensen fik fuld spilletid, da Borussia Mönchengladbach på hjemmebane spillede 0-0 mod Ingolstadt.
Hos FC Köln blev Frederik Sørensen skiftet ind til slutfasen, da det lykkedes at vinde 2-1 ude over Bayer Leverkusen.
/ritzau/