Den danske fodboldspiller Uffe Bech er blevet idømt en bødestraf for at bide en mand i armen i Tyskland.
Det skriver den tyske avis Bild.
Hændelsen skulle være foregået i august, da den 25-årige angriber optrådte for Hannover 96.
Ifølge Bild skulle Uffe Bech i klubbens VIP-lounge have bidt en lidt for pågående Hannover-fan, der insisterede på at tage en selfie med danskeren.
Avisen skriver, at manden blev behandlet på stedet. Bidemærket blev desinficeret og armen blev efterfølgende bundet ind.
Retten i Hannover har ifølge Bild idømt Uffe Bech 50 dagbøder af 1000 euro. Det svarer til en samlet bødestraf på 370.000 kroner.
Bech ikke enig
Bech har gjort indsigelse mod straffen, hvilket betyder, at han skal møde op i retten 17. april. Angriberen har oplyst, at han vil medbringe to vidner, når sagen skal tages op.
Det drejer sig om holdkammeraten i Hannover, norske Iver Fossum, og håndboldspilleren Casper U. Mortensen, der spiller i Hannover-Burgdorf og på det danske landshold.
Uffe Bech er fortsat på kontrakt hos Hannover 96, men i øjeblikket er han udlejet til Greuther Fürth i Tysklands næstbedste fodboldrække.
Den tidligere FC Nordsjælland-angriber er noteret for tre landskampe for Danmark tilbage i 2014.
/ritzau/