Tyske fodboldklubber spiller traditionelt set en stor rolle i deres lokalmiljøer, og en række store som små har de seneste dage kastet sig ind i den flygtningeproblematik, der har ramt Europa.
Tyskland står til at modtage i hundredtusindvis af flygtninge i de kommende måneder og år, og store mængder af mennesker er allerede ankommet til landet på flugt fra den desperate situation i blandt andet Syrien.
Det har nu fået den sydtyske gigant Bayern München til at reagere, og klubben vil give en hånd med på en række forskellige områder, skriver den på sin hjemmeside.
Først og fremmest vil den stille faciliteter til rådighed, så børn og unge blandt de flygtninge, der befinder sig i den sydtyske delstat, kan komme til at spille fodbold, ligesom klubben vil donere en million euro, der skal gå til at støtte forskellige støtteprogrammer for flygtninge.
På et mere symbolsk niveau vil klubbens spillere til den næste hjemmekamp den 12. september mod Augsburg komme på banen hånd i hånd med et tysk barn og et flygtningebarn.
- Vi i FC Bayern betragter det som vores socio-politiske ansvar at hjælpe børn, kvinder og mænd, der er på flugt og i nød, ved at støtte og hjælpe dem i Tyskland, siger bestyrelsesformand Karl Heinz-Rummenigge om klubbens initiativ.
Martinez på banegården
Også blandt klubbens spillere er der et ønske om at række en hånd ud til de flygtninge, der allerede er ankommet til Bayern, og spanieren Javi Martinez tilbragte en del af dagen på banegården i München, hvor han talte med folk og delte fodbolde ud til nogle af børnene.
"Al hjælp er lidt", skriver Javi Martinez på Twitter om sit møde med flygtninge i München.
https://twitter.com/Javi8martinez/status/639724675996758016
Allerede i sidste uge kunne man på en lang række stadioner rundt om i Tyskland se store bannere med teksten ”Velkommen flygtninge” på engelsk. En indsats iværksat af fangrupperinger landet over, der ønskede at lade deres stemme høre i flygtningedebatten.
https://twitter.com/CasMudde/status/639798668711829504
Også den noget mindre klub fra Hamborg, 1. FC St. Pauli, der spiller i 2. Bundesliga, har besluttet sig for at gå aktivt ind i debatten.
Klubben, der traditionelt set har et trofast følge i byens venstreorienterede miljø, har besluttet at give en træningskamp mod Borussia Dortmund mottoet ”Velkommen flygtninge” for at være med til at skabe "en kultur, hvor de, der er flygtet til Tyskland, føler sig velkomne”, skriver nyhedsbureauet AP.
Spreder sig til England
Det skal blandt andet ske ved at invitere 1000 migranter fra forskellige steder i Hamborg med til kampen, ligesom klubben inviterer fans og folk fra lokalområdet til at dukke op og hilse på flygtningene i et forsøg på at hjælpe integrationen på vej.
Borussia Dortmund inviterede allerede i sidste uge mere end 200 flygtninge fra Ruhr-området med til Europa League-kvalifikationskampen mod Odds BK.
https://twitter.com/TeleFootball/status/638280098127343616
De tyske klubbers aktivisme har tilsyneladende spredt sig til England, hvor flere klubbers fans har varslet, at de også vil dukke op med bannere, der ønsker flygtninge velkommen til landet.
Ifølge avisen The Guardian drejer det sig i første omgang om Swindon Town og Premier League-klubben Aston Villa, hvor tilskuere har tænkt sig at sprede budskabet i næste spillerunde.