Tidligere AaB-træner tager over for Kuhn i Malmø

Allan Kuhn afløses af svenske Magnus Pehrsson i den svenske mesterklub. Pehrsson var i 2009-2010 træner i AaB.

Fra én tidligere AaB-træner til den næste: Magnus Pehrsson overtager trænerjobbet i Malmø efter fyrede Allan Kuhn. (Foto: © DADO RUVIC, Scanpix)

Malmö FF har ansat den tidligere AaB-træner Magnus Pehrsson som ny cheftræner.

Pehrsson afløser danske Allan Kuhn, der blev fyret i weekenden, efter at han førte den sydsvenske storklub frem til mesterskabet. Guldet var ikke nok til at beholde jobbet.

Sportschef Daniel Andersson vurderer, at Pehrsson har kvaliteterne til at udvikle Malmö-holdet, der satser på at genvinde det svenske mesterskab og komme i et europæisk gruppespil i næste sæson.

- Magnus Pehrsson er en struktureret træner, der hviler i sig selv.

- Hans syn på fodbold stemmer overens med vores, og han drives af konstant udvikling, hvilket passer godt ind i miljøet i Malmö FF, siger Daniel Andersson til klubbens hjemmeside.

Pehrsson og Kuhn har en fælles fortid i AaB, hvor danskeren i 2009 var assistent for manden, der nu afløser ham i Malmö FF.

Den 40-årige svensker blev i 2010 fyret i AaB. Han har siden hen haft ansvaret i Stockholm-klubben Djurgården og på det estiske landshold. Netop ansvaret for Estland har vægtet højt.

- Han har gode og gennemtænkte spillesystemer, så man kan håndtere forskellige typer af modstandere og kampbilleder.

- Så vi kan være boldbesiddende i den ene kamp og lukke af og spille på kontra i den næste, siger sportschef Daniel Andersson.

/ritzau/