Erik Sviatchenko blev i dag præsenteret som ny forsvarsspiller i skotske Celtic, og Glasgow-klubben er åbenbart ganske nøje udvalgt.
Den nu tidligere FC Midtjylland-profil fortæller nemlig selv, hvordan han har takket nej til tilbud fra Italien og ikke mindst den engelske Premier League.
- Jeg kunne være kommet til Italien og the Championship – og sidste år også Premier League. Jeg afviste Premier League, fordi jeg ser Celtic som en meget større klub end nogle af Premier League-klubberne, siger Erik Sviatchenko ifølge avisen the Daily Record.
Målet er stadig Premier League
Skal man tro Erik Sviatchenkos agent, er målet for karrieren dog fortsat et skifte lidt syd på fra Skotland. Celtic skal nemlig fungere som springbræt til den engelske Premier League.
- Det er selvfølgelig en kæmpeklub, men det er ikke Premier League. Man kan dog se, at de spillere, som gør det godt i Celtic, for dem er det et stort springbræt i forhold til Premier League, siger agent Allan Bak Jensen til DR.
- Celtic har en stolt tradition med midterforsvarere, som de har udviklet og solgt videre. De har lige haft Virgil van Dijk, som de solgte til Southampton for 13 millioner pund i sommer. Det er det, vi håber på også; at det for Erik kan være et springbræt til Premier League.
Celtic har vundet det skotske mesterskab de seneste fire sæsoner. Gennem historien er det blevet til hele 46 mesterskaber for klubben.