Svensk landstræner fik først besked om drab i pausen

EM-kvalifikationskampen mellem Sverige og Belgien blev mandag afblæst i pause efter to svenskere tidligere på aftenen blev dræbt i den belgiske hovedstad.

Den svenske landstræner, Janne Andersson, fik besked om drabene på de svenske statsborgere i pausen af opgøret mellem Belgien og Sverige. (Foto: © 10430 Christine Olsson/TT, Ritzau Scanpix)

Fodboldkampen mellem Sverige og Belgien blev mandag aften afblæst efter første halvleg.

Kort før EM-kvalifikationskampen i Bruxelles kom nyheden om, at flere personer var blevet ramt af skud i den belgiske hovedstad.

Senere blev det bekræftet, at to svenske statsborgere var blevet dræbt, og den information nåede frem til den svenske landstræner, Janne Anderson, i kampens pause.

- Umiddelbart føler jeg, at det er helt uvirkeligt. Hvilken slags verden lever vi i i dag? Jeg er frygtelig ked af det, sagde den svenske landstræner på et pressemøde sent mandag aften.

- Jeg kom ind i omklædningsrummet, og da vi begyndte at snakke, var vi 100 procent enige om, at vi ikke ville spille videre af respekt for ofrene og deres familier.

De godt 500 svenske tilskuere, som var til stede til opgøret, fik besked på at blive på stadion indtil et godt stykke over midnat, inden de blev eskorteret tilbage til deres hoteller med hjælp fra belgisk politi. (Foto: © Olivier Matthys, Ritzau Scanpix)

Også den svenske anfører, Victor Lindelöf, var til stede på pressemødet, og han var ligesom Janne Andersson tydeligt berørt af situationen.

- Belgien er allerede klar til EM, og vi har ikke mulighed for at komme til slutrunden, så jeg ser ingen grund til at spille, lød det fra Lindelöf.

- Vi ønskede at komme i kontakt med familie og venner med det samme for at se, om de var okay. Vores sikkerhedsteam håndterede det god. De har forklaret os, at stadion er det sikreste sted at være i Bruxelles. Vi føler os trygge her, sagde den svenske anfører på pressemødet.

Skudepisoden, der formodes at være et terrorangreb, fandt sted omkring klokken 19.15, og fandt sted omkring seks kilometer fra Kong Baudoin stadion, skriver flere belgiske medier.

Beslutningen om ikke at spille færdig, var de to hold enige om, fortæller formanden for det svenske fodboldforbund, Fredrik Reinfeldt, til Expressen.

- Begge hold tog beslutningen sammen med Uefa om ikke at gennemføre kampen. Det, der er sket, er meget alvorligt. Det er forfærdeligt at høre, at vi har to døde tilhængere, siger Fredrik Reinfeldt.

Kampen blev afbrudt ved stillingen 1-1, og det er endnu uvist, om den bliver genoptaget på et andet tidspunkt.

Opgøret mellem Belgien og Sverige har ikke den store sportslige betydning, da det allerede inden kampen stod klart, at Belgien og Østrig slutter på de to øverste pladser i holdenes kvalifikationsgruppe og dermed er klar til næste års EM i Tyskland.