Rundens vinder
Lyngby Boldklub. Det eneste hold i top seks, der formåede at vinde i Superligaens forårspremiererunde. Naturligvis med de for Lyngby så velkendte cifre 1-0. Det er sjette gang i sæsonen, at Lyngby vinder 1-0 i Superligaen.
Ekstra sød var sejren for David Nielsens mandskab, da den kom på udebane mod lokalrivalerne fra FC Nordsjælland.
Oprykkerne er dermed på en fornem tredjeplads inden grundspillets sidste fire runder med fem point ned til AaB, der på syvendepladsen er det hold i den nederste del af tabellen, der har kortest vej op til de eftertragtede placeringer i top seks.
Lyngby tager fredag aften hjemme imod Esbjerg, der også er en stærk bejler til rundens vinder.
Esbjergenserne har skiftet stort ud i personalet, hvor flere udenlandske spillere, som meget få har hørt om, er kommet ind, hvilket har løftet en del øjenbryn rundt omkring. Den tvivl blev dog foreløbigt gjort godt og grundigt til skamme, da Esbjerg vandt 3-0 hjemme over SønderjyskE.
Rundens taber
SønderjyskE. Godt nok fik Randers FC en røvfuld på 3-0 af OB mandag aften, men vi skal skrue tiden tilbage til fredag og tage et smut længere vestpå for at finde rundens taber.
SønderjyskE, anført af deres nye cheftræner Claus Nørgaard, var på besøg hos bundproppen Esbjerg, og det blev en trænerdebut, som den nye træner nok ikke vil fremhæve på CV’et i fremtiden. Med hele 3-0 blev sønderjyderne sendt hjem til Haderslev, hvilket må siges at være en mareridtsstart på den nye forårssæson.
Og ikke nok med det ydmygende nederlag på Blue Water Arena, så kan SønderjyskE nu også mærke AaB ånde dem i nakken. Nordjyderne slog AGF og har nu kun et enkelt point op til SønderjyskE på den eftertragtede sjetteplads, der giver adgang til mesterskabsslutspillet.
Oven i hatten kom det i Haderslev frem mandag, at nyindkøbet Eggert Jonsson delvist har revet sit korsbånd over og derfor må tage plads på sidelinjen de næste seks uger.
Rundens detalje
Rasmus Jönsson. Den lange svensker har ofte frustreret fodboldfolket i Odense, da offensivspilleren åbenlyst er en fremragende fodboldspiller, men ofte ender lækkerierne i meget lidt.
Det gjorde de så til gengæld på ingen måde i hjemmekampen mod Randers FC.
Den tidligere AaB’er diskede op med to så flotte scoringer, at man næsten glemte, at holdkammeraten Joan Simun Edmundsson havde åbnet scoringen med en lige så flot langskudsperle.
Løfterig start på foråret for OB, der har brug for at skrabe så mange point sammen som muligt inden nedrykningsslutspillet.
Slutspillet
Hvis grundspillet stoppede nu, ville mesterskabsslutspillet og nedrykningspuljerne tage sig således ud: