VIDEO Sønderjyske leverer vildt comeback mod FCN

FC Nordsjælland var foran 2-0 ved pausen mod Sønderjyske, men endte med at tabe opgøret med 2-3.

Et fantastisk comeback på bare 19 minutter sikrede Sønderjyske sæsonens første sejr i Alka Superligaen.

Sønderjyderne var ellers nede med 0-2 ved pausen i udekampen mod FC Nordsjælland, men de første 19 minutter efter pausen vendte kampen totalt for gæsterne, der vandt med 3-2.

Sønderjyske-træner Jakob Michelsen havde til kampen skiftet ud på målmandsposten, hvor Marin Skender efter flere fejl var bænket, mens Lukas Fernandes fik sin debut for klubben efter sommerskiftet fra AGF.

Debuten blev dog et sandt mareridt for den 23-årige målmand, der så skidt ud ved FC Nordsjællands første mål, og ved det andet leverede, hvad der må betegnes som et klokkeklart drop.

Sønderjyske viste mere vilje

Fernandes’ usikkerhed forplantede sig hos resten af holdet, der ikke havde meget at byde på før pausen, men efter 15 minutters peptalk kom gæsterne ud som forvandlet til anden halvleg.

Med power, energi og vilje kørte Sønderjyske ganske enkelt hjemmeholdets unge og fysisk knap så robuste spillere over, og efter blot et par minutters spil reducerede Michael Uhre.

Kampen blev bragt i balance af Janus Drachmann, der flot headede et indlæg ind i det ene målhjørne, og det sønderjyske comeback blev så fuldendt af den hollandske forsvarsspiller Kees Luijckx, der tæt under mål headede gæsterne i front.

FC Nordsjælland havde hverken energien eller kvaliteterne til at svare igen, og dermed kan Sønderjyske notere sæsonens første sejr. En sejr, der sender dem op på ligaens tiendeplads.

/ritzau/