Sjældent har et enkelt Superliga-minut været så underholdende, som det sidste minut af kampen mellem AGF og Esbjerg.
Med 2-1 til aarhusianerne på måltavlen jagtede Esbjerg et mål i kampens afgørende minutter, og det gav plads i den anden ende. Pludselig fik Martin Spelmann en friløber for hjemmeholdet, men han skyder lige på Jeppe Højbjerg i Esbjerg-målet.
I næste sekund bidrager Jesper Jørgensen dog til dramaet, da han river Spelmann om kuld i feltet. Straffespark.
Redder straffe - forærer et mål
Det skal Morten Duncan Rasmussen sparke, og det gør han dårligt. Jeppe Højbjerg redder sparket, håbet lever for Esbjerg, men kun i få sekunder.
Højbjerg får nemlig bolden tilbage i fødderne få sekunder efter at have reddet straffesparket fra Duncan. Han forsøger at sparke bolden op i banen, men rammer en medspiller i ryggen, og bolden ryger tilbage til Duncan, som kan score et af de letteste mål i sin karriere.
Ordene i artiklen gør slet ikke afslutningen på kampen ret – det var forrygende underholdning, om end det var på bekostning af det fodboldmæssige niveau. Se afslutningen i videoen over artiklen.