VIDEO Randers snublede mod Esbjerg

Esbjergs nye træner, Lars Sørensen, fik en perfekt start på trænerkarrieren, da hans hold slog Randers FC 2-0.

Esbjerg startede tilværelsen uden den fyrede Colin Todd helt perfekt ved at vinde 2-0 ude over Randers FC, der led deres tredje nederlag på stribe.

To graverende defensive kiks i starten af de to halvlege blev udslagsgivende for Esbjergs sejr.

Awer Mabil bragte Esbjerg på 1-0 efter syv minutter, inden Robin Söder i starten af anden halvleg øgede til 2-0. Med sejren rykker Esbjerg op på 12.-pladsen i Alka Superligaen, mens Randers er nummer fire.

Gæsterne fik en ønskestart. Kampen var kun syv minutter gammel, da Alexander Fischer efter et Randers-hjørnespark på det groveste kiksede en tilbagelægning til målmand Hannes Halldorsson.

Esbjergs Awer Mabil takkede for den gave ved at løbe bolden op, og han bankede den mellem benene på Halldorsson til 1-0.

Det var ellers hjemmeholdet, der svingede taktstokken rent spillemæssigt i de første 45 minutter, men de havde svært ved at tilspille sig de helt åbne målchancer.

Derfor kunne Esbjerg gå til pause efter en meget fysisk styrkeprøve med det ene måls forspring.

Hurtig scoring efter pausen

Historien fra kampens start gentog sig efter pausen. Der skulle således kun gå 40 sekunder af anden halvleg, før Robin Söder øgede til 2-0.

Bjørn Paulsen tog chancen udefra, og svenske Söder var først på returen i en situation, hvor Randers-keeper Halldorsson ikke så godt ud.

Gæsterne var åbenbart tilfredse med den stilling, for de stillede sig tilbage på banen og lod igen randrusianerne diktere spillet. Men trods et logisk spilovertag var det meget få åbne chancer, Randers FC skabte.

Fem minutter før tid var Kasper Fisker tæt på at bringe spænding i opgøret med et forsøg på selve trekantsammenføjningen, men flere mål blev der ikke scoret.

Dermed er Esbjerg sikre på ikke at overvintre på sidstepladsen i Alka Superligaen.

/ritzau/