VIDEO Oprykkerne fra Esbjerg kunne ikke stoppe FC København

Et stærkt FCK-mandskab fulgte torsdagens Europa League-succes op, da holdet i Esbjerg vandt stensikkert med 2-0.

Esbjerg led søndag eftermiddag et klart nederlag i Superligaen efter tre sejre på stribe. Vestjyderne tabte således på hjemmebane med 0-2 til et suverænt FC København-hold.

Kampen var reelt afgjort ved pausen, hvor FCK førte med 2-0 efter en overbevisende indsats af især Viktor Fischer.

FCK-træner Ståle Solbakken kom ind til kampen med noget nær stærkeste opstilling trods 120 minutters Europa League-fodbold i benene fra i torsdags.

Det betød, at der specielt i første halvleg var stor klasseforskel på de esbjergensiske oprykkere og de københavnske mesterskabskandidater.

Der skulle da heller ikke gå mere end syv minutter, før københavnerne bragte sig foran med 1-0, idet Dame N'Doye fra kanten af det lille felt let kunne sparke Viktor Fischers flade aflevering i kassen.

Godt ti minutter senere ville Viktor Fischer også selv på tavlen. FCK-profilen var hurtig over en retur fra Esbjerg-forsvaret, og fra kort afstand kunne han let bringe holdet foran med 2-0.

Esbjerg kom aggressivt ud efter pausen i jagten på først en reducering og efterfølgende en eventuel udligning, men gæsternes defensiv afviste alle tilnærmelser.

Og så kunne FCK forholdsvist stille og roligt cruise de tre point ind på kontoen uden at anstrenge sig yderligere.

Resultatet betyder, at københavnerne cementerer placeringen på rækkens førsteplads. Esbjerg er nummer seks.

/ritzau/