VIDEO Kys og trutmund: Hobro jubler kærligt

Martin Mikkelsens udligning blev belønnet med et kys fra hans holdkammerat Mads Jessen

Brian Laudrup lænede sig tilbage i sofaen, Nicki Bille skød hele sit hold med en pistol, og mandag eftermiddag kyssede Martin Mikkelsen så sin holdkammerat Mads Jessen med en skøn trutmund.

Det skete efter Hobros venstrekant scorede til 1-1 på Farum Park

Udspillet af værterne fra FC Nordsjælland og nede med 1-0, så Hobro ellers ikke ud til at ville score nogen som helst mål i Farum i dag.

Men efter et frispark på midten af banen, dumpede bolden ned foran venstrebensspilleren med det gode spark og via David Jensens målmandshandsker og det regnvåde kunstgræs, sendte Martin Mikkelsen bolden i mål.

Og så blev der jublet. Først sammen med alle Mikkelsens hvidklædte holdkammerater og bagefter med et skønt lille mund-til-mund kys fra Mads Jessen i et meget ømt øjeblik mellem to mænd.

Lige lidt hjalp scoringen eller kærligheden dog for Hobro. For selvom Martin Mikkelsen også scorede i anden halvleg, måtte nordjyderne se sig slået med 4-2 af FC Nordsjælland.

Se målet og jubelscenen i videoen foroven.