VIDEO Kvist om mesterskab: Den ligger lige til højrebenet

Oven på gårsdagens sejr over AaB, er der stor optimisme at spore hos i FCK-lejren.

Da de 90 minutter var gået og dommerens sidste fløjt lydt, stod der i aftes 2-0 på måltavlen i Aalborg. De to mål var sat ind af FCK’s to angribere, Federico Santander og Nicolai Jørgensen. Resultatet sender FCK endnu tættere på det danske mesterskab, og spørger man William Kvist, ligger mesterskabet også for fødderne af københavnerne.

- Vi ved, der er et arbejde, der skal gøres færdigt. Vi har et komfortabelt forspring, så den kommer til – forhåbentligt – at ligge lige til højrebenet.

FCK er inde i en pointmæssig imponerende stime, hvor holdet ikke har tabt i de seneste ni kampe og tilmed har vundet over de nærmeste rivaler i tabellen. Det er til at se på banen.

- Den rytme vi er inde i er rigtig god. Alle folk har godt med selvtillid. Holdet står rigtigt – afstandene er rigtige – og det gør, vores pres er rigtig godt. Det gør, vores individualister kommer på bolden på de rigtige områder. Så lige nu, der spiller tingene, siger William Kvist.

Det sidste skridt

Hos landsholdsangriberen Nicolai Jørgensen rystes der heller ikke på hånden For med tre sejre over AaB og Sønderjyske og med syv point på kontoen mod de forsvarende mestre, FCM, har FCK stort set gjort rent bord, og de nærmeste medaljerivaler er overkommet.

- På papiret var det måske den sidste store chance, men vi ved at alle kampe er svære i Superligaen. Alle hold er dygtige taktisk, og det er svære kampe hver gang, vi går ud på banen. Vi skal selvfølgelig hive guldet hjem nu, og det var et stort skridt på vejen i dag, men på mandag er der en ny kamp og en ny finale for os, fortæller Nicolai Jørgensen.

Selvom de sidste kampe kan kategoriseres som finaler for FCK, er programmet for netop disse formet perfekt for FCK-mandskabet. De møder nemlig de fire nederste hold i tabellen. Nedrykkede Hobro, Esbjerg, AGF og FCN.

Kan du se jer tabe tre af de sidste fire kampe?

- Nej, selvfølgelig kan jeg ikke se det. Det håber jeg selvfølgelig heller ikke, der er andre på holdet, der kan. Vi skal ud og bevise, hvorfor det er vi har ligget nummer ét næsten hele sæsonen. Nu er det det sidste skridt, som nogle gange er det sværeste, men det skal vi ud at bevise, vi er dygtige nok til at tage, fortæller Nicolai Jørgensen.

På mandag møder FC København FC Nordsjælland i Telia Parken, og hvis alt flasker sig, kan FCK blive nykårede danske mestre.