Bundholdet OB hentede søndag sæsonens blot tredje sejr, da Brøndby blev slået 1-0 i Alka Superligaen.
Anders K. Jacobsen blev matchvinder for de hårdt pressede fynboer.
Med sejren fik OB oprejsning efter en periode på fire kampe uden sejr. Fynboerne springer dermed en plads højere op i tabellen, så de indtager en 12.-plads med 14 point.
Det var ikke til at se i kampens indledning, at det var top mod bund, der stod overfor hinanden i Odense.
OB kom fint fra start med flere gode muligheder, mens Brøndbys forsvar så noget usikkert ud med flere fejl.
Kort før pausen lykkedes det OB at komme foran. Efter en god kontra endte bolden hos Rasmus Jönsson på venstrekanten, som slog den ind til Anders K. Jacobsen, der headede den ind til 1-0.
Brøndby bedre i anden omgang
Anden halvleg blev mere intens, og Brøndby kom mere med i kampen, og det blev til flere muligheder for de jagtende gæster, men ind ville bolden ikke.
Tættest på kom gæsterne efter 81 minutter, da Brøndby-forsvareren Benedikt Röcker kom højest på et hjørnespark, men stolpen stod i vejen. I overtiden brændte det igen på foran OB-målet.
Trods nederlaget holder Brøndby fast i ligaens andenplads med 32 point efter 17 spillerunder. Randers FC har samme pointantal, men en dårligere målscore.
I næste runde tager Brøndby i mod Silkeborg, mens OB skal til Herning, hvor FC Midtjylland venter.
/ritzau/