Esbjerg har overrasket stort i denne sæson, og fredag aften cementerede holdet den overbevisende start i Superligaen, da det hjemme blev til en sikker 2-0-sejr over bundproppen fra Hobro.
Resultatet betyder, at esbjergenserne indtager tredjepladsen i rækken med 21 point præcis halvvejs inde i grundspillet.
Hobro er isoleret på sidstepladsen med ni point på kontoen.
Indgangsvinklen til opgøret for den vestjyske oprykkerklub var en rolle som favorit for mere eller mindre første gang siden runde to mod Vendsyssel.
I første halvleg var det dog ikke til at se, at holdene befinder sig i hver sin ende af tabellen.
Hobro lykkedes nemlig flere gange med at få sat de to lynhurtige offensive profiler Quincy Antipas og Emmanuel Sabbi i scene uden dog at få udbytte af anstrengelserne.
Hjemmeholdet forsøgte sig primært med småspil over kanterne uden den store succes.
Efter pausen kom Esbjerg dog blæsende ud af starthullerne, og allerede i det 52. minut kunne kantspiller Mathias Kristensen hamre bolden i nettet til 1-0 på en flot flugter fra en fri position midt i feltet.
Herefter sad hjemmeholdet fuldstændig på spillet, og 17 minutter efter føringsmålet blev det da også 2-0.
Den finske midtbanekriger Joni Kauko kom først på et perfekt hjørnespark, og tæt under mål kunne han efter 69 minutter uden problemer heade bolden i nettet. Hobro-målmand Jesper Rask var uden chance.
Hobro forsøgte i slutningen af kampen at presse på for en reducering i håbet om at skabe en mulighed for point.
Men Esbjerg-defensiven, der nu er oppe på seks gange rent bur i 13 kampe, afviste alle tilnærmelser.
/ritzau/