VIDEO Jannik Pohl mistede sin mor og gnisten på fodboldbanen

AaB's udskældte angriber mistede sin mor til kræft, en måned inden han blev rykket op som seniorspiller.

Jannik Pohl havde hamret mål ind i ungdomsrækkerne. Han havde flere u-landskampe end de fleste jævnaldrende, og han var klar til at blive superligaspiller.

Fremtiden så lys ud for den unge angriber, inden en personlig tragedie vendte det hele på hovedet.

En måned inden han blev rykket op i AaB's seniortrup, døde hans mor af kræft, bare 48 år gammel.

- Min mor betød alt. Jeg gik altid til hende og snakkede ikke med andre, når jeg havde problemer, fortæller han.

Derfor gik tabet også ud over præstationerne og lysten til at spille fodbold.

- Gnisten var væk. Jeg skulle næsten bare overstå mine træninger, så jeg kunne komme hjem og sove færdig og få styr på mit private liv.

Svær periode

Det til trods så det et kort øjeblik ud til, at Jannik Pohl kunne vende modgangen til noget positivt. Han bed sig fast på førsteholdet og fik scoret sit første superligamål, men en omgang kyssesyge satte ham ud af spillet i en periode.

Og derfra har han måttet sande, at det ikke er gået som håbet, og at det kan gøre ondt at være en offentlig person.

Kritikken har i perioder haglet ned over ham for præstationerne på banen, efter han har haft svært ved at omsætte sine chancer til mål.

- Jeg var i et stykke tid mere bange for at brænde chancen end at tage chancen.

- Nogle gange kan det godt tage overhånd, hvor jeg pludselig frygter at tage bolden og tro på egne evner. Der skal mere til at give mig god selvtillid end dårlig, fordi jeg kritiserer mig selv så hårdt.

Kritikken preller af

Især på sociale medier og forskellige fanfora har kritikken til tider været hård, men med tiden har Jannik Pohl lært at håndtere den.

- Lige meget hvad du gør i offentligheden, så er der altid nogen, der vil svine dig. Der er sikkert nogen, der elsker det, og hvis de får det godt af det, så skal jeg nok være offer.

- Selvom det påvirker mig, så har jeg været igennem hårdere perioder. Og fordi jeg har været igennem noget værre, så betyder det ikke så meget, siger han.

Hør hele hans historie i videoen i toppen af artiklen.