VIDEO FCK vinder med tenniscifre mod Horsens' 10 mand

FCK vandt legende let med 6-1 på udebane over AC Horsens. Robert Skov scorede hattrick.

FC København vandt søndag eftermiddag knusende sikkert med 6-1 på udebane mod Horsens.

Gæsterne dominerede kampen fra start til slut godt hjulpet på vej af en udvisning til Horsens-målmand Matej Delac efter blot 20 minutter.

Hallur Hanssons reducering kort før pausen gav kortvarigt håb for hjemmeholdet, men FCK lukkede hurtigt kampen i anden halvleg.

FCK generobrer med sejren førstepladsen fra FC Midtjylland. Horsens er fortsat lige uden for top-6 på en syvendeplads.

FCK satte sig tungt på første halvleg fra første fløjt. Horsens rørte knapt bolden det første kvarter.

Robert Skov blev kampens første målscorer efter 23 minutter. Horsens-målmand Matej Delac kom skævt ud til en dybdebold og modtog efterfølgende rødt kort for at nedlægge Robert Skov.

Netop Robert Skov kanonerede efterfølgende frisparket i mål på flotteste vis.

FC København sad efterhånden på det hele, og efter 28 minutter snød Dame N’Doye offsidefælden og sparkede køligt bolden i mål.

Første halvleg var begyndt at ligne en træningsøvelse for FCK, da Hallur Hansson pustede liv i opgøret få sekunder før pausen med en reducering til 1-2.

FCK lod sig ikke ryste af scoringen og satte sig hurtigt på kampen efter pausen.

Efter 63 minutter afgjorde Jonas Wind reelt opgøret, da angriberen flot sparkede bolden i kassen.

Få minutter efter gjorde Robert Skov ham kunsten efter, da han blev dobbelt målscorer med et spark fra kanten af feltet.

Herfra var det reelt kun et spørgsmål om sejrens størrelse, og Horsens syntes at have givet op.

Jonas Wind scorede sit andet mål efter 70 minutter til 1-5, mens Robert Skov fuldendte sit hattrick i overtiden.

Horsens gæster i næste runde AaB, mens FCK hjemme møder Esbjerg.

/ritzau/