FC Nordsjælland viste til tider flot offensivt spil, da holdet lørdag eftermiddag slog Randers FC med 4-1 på hjemmebane i Superligaen.
Randers startede ellers kampen bedst og kunne være kommet foran, men FCN åd sig ind i opgøret og endte til sidst med at tage en sikker sejr.
Med sejren udbygger FC Nordsjælland holdets fine statistik på hjemmebane, mens Randers endnu ikke har vundet på fremmed græs i denne sæson.
Selv om Randers startede stærkt og havde et skud på stolpen efter syv minutter, fik FC Nordsjælland-holdet langsomt spillet sig varmt.
Efter 23 minutter kom hjemmeholdet foran, da Jonathan Amon blev spillet i dybden til en chance, som han let sparkede ind til 1-0.
Målet løsnede op for hjemmeholdets spil, og otte minutter før pausen blev det 2-0 til FCN, da 18-årige Andreas Skov Olsen prikkede et indlæg i mål.
Dræbte hurtigt spændingen
Hjemmeholdet kunne have ført større ved pausen, men Randers bed også fra sig og var stadig med i opgøret.
Kort efter pausen fik FC Nordsjælland hurtigt dræbt den sidste spænding, da Andreas Skov Olsen med et langskud scorede til 3-0 efter en tvivlsomt aktion af Randers-målmand Patrik Carlgren.
Herefter gik luften af Randers-ballonen, mens FC Nordsjælland var i fuld kontrol.
Derfor var det også fuldt fortjent, da norske Ulrik Yttergård Jenssen med tre minutter igen gjorde det til 4-0 efter et hjørnespark, inden Joel Allansson i overtiden sørgede for, at Randers fik et trøstemål.
Med sejren kravler FCN op på en foreløbig sjetteplads i Superligaen med 12 point, mens Randers i et tæt midterfelt ligger nummer ni med 10 point.
/ritzau/