FC København vandt lørdag aften 1-0 hjemme over Randers FC og slog dermed superligarekorden for flest kampe i træk uden nederlag. FCK har ikke tabt i 22 kampe i streg.
To gange tidligere har FCK præsteret at spille 21 kampe i træk uden nederlag, det har Brøndby også gjort en enkelt gang. Men nu har FCK rekorden alene.
Sejren betyder, FCK fører ligaen med 50 point efter 20 kampe. FCK har 12 point ned til Brøndby, som kan mindske forspringet med en sejr ude over Esbjerg søndag eftermiddag.
I lørdagens kamp i Parken bragte Rasmus Falk hjemmeholdet foran 1-0 efter 13 minutter. Den vævre tekniker modtog en flad aflevering fra Andreas Cornelius inde i feltet og hamrede bolden flot op i hjørnet.
Randers-backen Erik Marxen tog et forkert skridt, da FCK-backen Peter Ankersen var gået med frem i et muligt overlap, men i stedet for en aflevering udnyttede Falk klogt pladsen til at skyde på mål.
Delaney takkede af
Cornelius, som var tilbage i startopstillingen blot to uger efter, han blev meldt ude for resten af året med en forstrækning, bankede bolden på stolpen kort før pausen.
Randers havde også nogle løse chancer, men angriberne Mikael Ishak og Marvin Pourie, der har en fortid i FCK, var ikke specielt skarpe.
Pourie havde det bedste forsøg kort inde i anden halvleg, men bolden sad lige i favnen på FCK-keeper Robin Olsen.
Heller ikke FCK-angriberen Andrija Pavlovic havde en god dag og brændte flere store chancer i begge halvlege.
Kampen vil også blive husket for, at Thomas Delaney spillede sin sidste hjemmekamp for FCK.
De fleste af de 12.069 fremmødte tilskuere i Parken sagde farvel til FCK-anføreren med taktfaste tilråb om Delaneys lækre hår i hele kampen.
Med sejren rundede FCK i øvrigt 40 hjemmekampe i træk som ubesejret i Superligaen.
/ritzau/