VIDEO Delaney: Der er flere gode kampe i Superligaen

Superligaen har fået flere tætte kampe, og det gavner hele ligaen, mener FC Københavns Thomas Delaney.

Thomas Delaney mener, at der er kommet flere gode kampe i Superligaen.

Næste sæson bliver Superligaen udvidet til 14 hold, og det betyder, at kun et enkelt hold rykker ud i denne sæson, mens tre holder rykker op fra 1. division.

Med kun en nedrykningsplads er chancen for at rykke ud af rækken blevet mindre. Det betyder, at nogle hold tør satse mere, mener FC København-spilleren Thomas Delaney.

- Der er mange hold, der er begyndt at steppe op. Det er godt for alle, at der er flere hold, der spiller god fodbold, og det betyder også, at der kommer flere gode kampe, forklarer Thomas Delaney.

FC Midtjylland er det eneste hold, der endnu ikke er gået fra banen i denne Superliga-sæson med et nederlag.

Publikum får mere underholdning

De fleste hold har spillet otte kampe i denne Superliga-sæson, mens nogle enkelte kun har spillet syv. Men allerede nu ser det ud til, at sæsonen kan ende med at blive tættere, end de foregående år.

I skrivende stund er der kun tre point, der adskiller rækkens nummer to, Randers FC, fra rækkens niendeplads, som FC Nordsjælland indtager.

Og at rækken er så tæt efter otte runder er ikke noget, der kommer bag på FC København-træner Ståle Solbakken.

- Alle kampene er tætte, banerne er bedre og der er mange hold, der viser positive takter. Så set ud fra et publikums synspunkt, er ligaen helt sikkert blevet mere attraktiv, fortæller Ståle Solbakken.