VIDEO AaB fortsætter ubesejret stime med uafgjort i Brøndby

AaB hentede søndag 0-0 ude mod Brøndby og er dermed ubesejret i seks kampe i træk i Superligaen.

Brøndby gik søndag for første gang fra banen uden tre point i en hjemmekamp i Superligaen, da holdet spillede 0-0 mod AaB.

Brøndby havde før kampen vundet alle fire hjemmekampe i sæsonen og kunne med en sejr spille sig på andenpladsen i Superligaen, men pointtabet efterlader holdet på fjerdepladsen.

AaB, som i sidste runde hentede sæsonens første sejr, er med søndagens pointdeling i Brøndby nu uden nederlag i seks kampe i træk i Superligaen og ligger nummer ti.

Gæsterne var uden både anfører Rasmus Würtz og viceanfører Kasper Risgård, og det kunne mærkes i kampen, hvor AaB fra start blev sat under pres.

Brøndby havde et klart boldovertag, men også svært ved at omsætte dominansen til chancer, og det skyldtes blandt andet en masse fejlafleveringer.

Begge hold havde svært ved at få gang i spillet, som var meget rodet og usammenhængende, og der var ikke mange muligheder i første halvleg.

Jan Kliment kom tættest på for Brøndby, mens AaB's Pavol Safranko brændte en stor chance med få minutter tilbage af første halvleg.

Fra anden halvlegs start fortsatte Brøndbys dominans, men hjemmeholdet havde stadig svært ved at skabe de helt store chancer.

AaB stod solidt med fem mand i forsvaret, hvilket Brøndby havde særdeles svært ved at spille sig igennem, og AaB's målmand Jacob Rinne havde ikke meget at se til.

Godt ti minutter før tid blev Brøndbys Paulus Arajuuri udvist, og uden forsvarsspilleren lykkedes det ikke for Brøndby at tage sejren.

/ritzau/