Vejle tager sæsonens første point i 11. forsøg efter uafgjort mod AaB

Superligaens bundprop var tæt på sejren, men det ender 2-2 i Nørreskoven.

Du kan se højdepunkter fra kampen her i videoen.

Så lykkedes det endelig for trængte Vejle Boldklub i Superligaen. Den østjyske klub fik fredag sit første point i denne Superliga-sæson i 11. runde.

Det var tæt på at blive til tre af slagsen, men et flot mål af bare 18-årige Mads Bomholt med få minutter igen annullerede sejrsfesten og sørgede for, at det endte 2-2 mellem Vejle og AaB.

Vejle har været i konstant modvind i denne Superliga-sæson, hvor de ikke har fået et eneste point i de første ti kampe.

Fredagens opgør mod AaB på hjemmebane var sæsonen 11., og skulle det blive til et nederlag, ville det betyde, at vejlenserne havde spillet mod samtlige hold i rækken og tabt til dem alle.

Det lignede i kampens begyndelse, at det skrækscenarie blev til virkelighed, da nordjyderne pressede på indledningen. Gæsterne var tæt på at komme foran efter 20 minutters spil, da Mathias Jørgensen fandt en hel fri Andres Jasson foran mål. Men amerikanerne mistimede sit afslutning fuldstændig og sendte bolden forbi mål.

Lige så store chancer spillede Vejle sig ikke til. Men mindre kunne også gøre det.

Efter 23 minutter havde hjemmeholdet hjørnespark, hvor opdækningen i AaB-feltet var en mangelvare.

Den finske forsvarsspiller Richard Jensen kunne løbe direkte ind i bolden med knæet og ikke undgå at sende læderet i nettet til 1-0. En føring, som vejlenserne tog med sig til pausen.

Richard Jensen (im) scorede sit første mål i Vejle-trøjen. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Græsk gudekasse kickstartede anden halvleg

Knapt havde AaB'erne fået sat gang i deres nye gameplan efter pausen, før de måtte hente bolden ud af eget net igen. Fire minutter inde i anden halvleg stod Vejle-spilleren Dimitrios Emmanouilidis for en kandidat til rundens mål.

Grækeren modtog bolden i venstre side af feltet, og overfor en passiv Kasper Jørgensen besluttede kan spilleren sig for at trykke af.

Med en flot indadskruet bolden sendte Emmanouilidis over i det lange hjørne helt uden chance for Vincent Müller i gæsternes mål. 2-0 til Vejle.

Vejle-spillerne fejrer Emmanouilidis' scoring til 2-0. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Vejle har været foran en del gange i løbet af sæsonen. Det er bare aldrig blevet til sejr efter 90 minutter.

Et comeback var også under opsejling, da Oliver Ross fem minutter efter scoringen til 2-0 reducerede.

Richard Jensen fik clearet bolden langt nok væk efter et indlæg, og så stod den 19-årige AaB'er klar til at hakke på kassen fra kanten af feltet. Det er egentlig en dårlig afslutning midt på Igor Vekic i Vejle-målet. Men sloveneren dropper, og så stod det 2-1 i Nørreskoven.

Det var Oliver Ross' andet mål i sæsonen. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Derfra satte AaB sig igen på begivenhederne i opgøret. Den store forløsning kom dog først med otte minutter igen.

Mads Bomholt modtog bolden på kanten feltet og sendte bolden over i det lange hjørne med venstrebenet. Denne gang kunne Igor Vekic ikke gøre noget. Flot og klogt sparket ind af den bare 18-årige Mads Bomholt, der gjorde det til 2-2.

Men bare få minutter senere var Vejle tæt på at komme på sejrkurs igen. Men indskiftede Emmanuel Yeboahs hovedstød manglede ikke meget, før der stod 3-2 på tavlen.

Vejle fik faktisk bolden i mål i fem minutters overtid, men linjevogteren løftede flaget for offside.

Men det ender uafgjort, og Vejle kan ærgre sig over to tabte point. Men de sætter trods alt sæsonens første point på kontoen.