Superligaklubben Lyngby Boldklub er på jagt efter en ny ejer, der kan afværge en konkurs. Men hvilken betydning får det for alle Lyngbys konkurrenter i Alka Superligaen, hvis de kongeblå ikke kan reddes?
Turneringschefen i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, udlægger reglerne i forbindelse med en klubs konkurs. Hvad sker der, hvis en klub bliver begæret konkurs?
- Der sker som sådan ikke noget. Hvis klubben efter at være blevet begæret konkurs kommer under rekonstruktion, så foreskriver regelsættet, at man bliver fratrukket seks point.
Hvad sker, hvis en klub bliver dekreteret (erklæret, red.) konkurs? - I det øjeblik en klub er blevet dekreteret konkurs i skifteretten - og det kan jo tage lang tid - bliver holdet trukket ud af turneringen og taber resten af kampene 0-3. Så længe man ikke er dekreteret konkurs, skal man spille videre. Da Lyngby gik konkurs i december 2001, stillede klubben op med et hold af amatørspillere i den resterende del af sæsonen. Kan det ske igen? - Nej. Reglerne blev efterfølgende ændret, så en klub, der bliver dekreteret konkurs, bliver hevet ud af rækken. Spillerne i Lyngby har sendt et påkrav om at få deres løn senest i morgen (tirsdag 6. februar, red.). Der kan opstå en situation, hvor spillerne ikke får deres løn og vælger at forlade Lyngby, som derfor ikke kan stille hold på søndag mod Brøndby. Hvad sker der, hvis en klub udebliver fra en superligakamp? - Turneringsmæssigt kan man ikke drage nogle konsekvenser, før der foreligger et konkursdekret. Der kan være scenarier, hvor man ikke føler, at man kan stille op, men det er hypotetisk. - Udgangspunktet er, at man skal være dekreteret konkurs, før man bliver hevet ud af ligaen og taber resten af kampene 0-3. Indtil da skal man spille. - Vi har aldrig prøvet, at der er et hold, som er udeblevet fra en kamp i Superligaen. Det vil være noget nyt, så det er svært at sige, hvad der vil ske. - I udgangspunktet taber man jo 0-3 ved at udeblive, når det sker i Serie 3, men vi har ikke oplevet det i Superligaen og kan derfor ikke sige, hvad der vil ske. Det må vi tage stilling til, hvis det bliver aktuelt.
Ingen nødstruktur på vej
Står alle de resultater ved magt, som en klub har opnået i sæsonen, inden den bliver dekreteret konkurs? - Ja. Det er først fra det øjeblik, at man bliver dekreteret konkurs, at man taber alle kampe 0-3. En konkursdekreteret klub vil have de point, som den har tilspillet sig minus de seks point, som man bliver fratrukket for at være under rekonstruktion.
Hvad betyder det for Superligaens nedrykningsspil, som vil bestå af syv i stedet for otte klubber, hvis en klub i det felt går konkurs? - Klubberne vil fortsat blive delt ud i to puljer af fire hold, hvor der i den ene gruppe vil være en oversidder. - Med stor sandsynlighed vil det betyde, at holdet, der er fratrukket seks point og taberdømmes i de resterende kampe, vil slutte på en af gruppens to nederste pladser og dermed rykke ud, da man også ville blive taberdømt i playoffkampene. Står de regler fast, eller kan man forestille sig, at der vil blive aftalt en form for nødstruktur i tilfælde af en Lyngby-konkurs? - Nej, det kan man ikke umiddelbart. Man er nødt til at følge konkursreglerne, som de er blevet beskrevet i DBU's love og i turneringsreglerne, siger Peter Ebbesen. /ritzau/