Brøndby-profil fik en 'mærkelig' fornemmelse i kroppen efter nedtur

Der var enorm frustration hos Brøndby IF-folkene efter søndagens 2-2-kamp mod Sønderjyske i Superligaen.

Et uafgjort resultat i fodbold er sjældent bare et uafgjort resultat.

Det kan gradbøjes. Vendes og drejes. For hvem havde egentlig fortjent sejren, hvis der skulle have været en vinder?

Den mekanisme gjorde sig i høj grad også gældende for det uafgjorte resultat søndag aften i Haderslev, hvor Sønderjyske og Brøndby IF spillede 2-2 i Superligaen.

For her var gæsterne fra det vestlige København efterfølgende nærmest rødglødende af ærgrelse. Brøndby IF cruisede nemlig mod tre sikre point, var foran med 2-0 med mindre end en halv time igen, men måtte alligevel nøjes med uafgjort og kun ét point til tabellen

- Jeg er maksimalt frustreret. Det er to tabte point, siger Brøndby-træner Jesper Sørensen til DR Sporten.

Og midtbaneprofil Nicolai Vallys er enig med sin chef.

- Det er en dårlig fornemmelse, jeg står med. Også en lidt mærkelig fornemmelse. Jeg synes, vi var godt på vej mod tre point og havde godt styr på det, så jeg er selvfølgelig ærgerlig.

- Det er ikke godt nok. Vi har tabt to point, og nu skal vi kigge fremad, siger Vallys.

Du kan se højdepunkterne fra kampen i videoen herunder:

Japanske Yuito Suzuki udnyttede en stor sønderjysk brøler og bragte Brøndby foran 1-0 kort før pausen, inden Mileta Rajovic gjorde det til 2-0 kort efter pausen. Og så lignede det en stensikker sejr til de blå-gule mod et oprykkerhold.

Men Lirim Qamili reducerede efter godt en times spil, og Mads Agger udlignede til resultatet 2-2 med godt fem minutter igen.

- Vi var foran 2-0 og havde egentlig fin kontrol. Vi gør det svært for dem, og de spiller langt væk fra vores mål. Så er det som om, de knækker en eller anden kode og bliver enormt dygtige til at spille efter forholdene og gør det svært for os. Det er for ringe, siger Nicolai Vallys, hvis analyse stemmer meget godt overens med Jesper Sørensens:

- Jeg synes, vi spiller godt de første 20 minutter af anden halvleg, indtil de scorer. Og så kommer vi til at spille en åben kamp, hvor vi får omstillinger ned mod os og mister dumme bolde. Det er frustrerende at stå og tale om bagefter, siger Brøndby-træneren.

Vital sidste runde

Superligaen er i denne sæson historisk tæt i toppen. Derfor kræver det da heller ikke en matematisk studentereksamen at regne ud, at tre point mod en oprykker ville have været at foretrække for Brøndby IF, der spillede med om mesterskabet i seneste sæson.

Det fik de ikke, de blå-gule. Og derfor må Nicolai Vallys og kompagni indse, at klubben inden efterårssæsonens sidste spillerunde befinder sig udenfor Superligaens top seks. Brøndby er aktuelt på syvendepladsen med ét point op til Sikeborg IF på sjettepladsen.

- Det er ikke der, vi gerne vil ligge. Vi er godt klar over, at det bliver tæt, og vi har puttet os selv i en svær situation, siger Nicolai Vallys, der allerede nu har øjnene rettet mod fredagens kamp mod AaB, der er holdets sidste Superligakamp i 2024:

- Vi er også opmærksomme på, at der ikke er lang vej op. Nu skal vi vinde den sidste kamp, og så har vi en god pause, hvor vi kan arbejde på en masse ting.

I videoen herunder kan du høre Nicolai Vallys uddybe sin analyse af kampen:

Også cheftræner Jesper Sørensen er helt klar over, hvor vital fredagens kamp mod oprykkerne fra Nordjylland kan vise sig at blive.

- Det bliver totalt vigtigt. Det giver sig selv. Vi skal ud og vise os stærkt frem og have en sejr.

- Jeg tror, alle ved, at vi selv er opmærksomme på, at det her var en forspildt mulighed, siger Jesper Sørensen om søndagens 2-2-kamp.

Mandag aften mødes FC Midtjylland og Silkeborg IF i rundens sidste kamp.

Du kan se stillingen i Superligaen herunder: