Der er god grund til godt humør, hvis du er fan af 3F Superligaen.
Natten til torsdag lukkede det danske transfervindue, og der blev flyttet og hentet nogle markante brikker i den bedste danske liga, understreger Andreas Kraul, DR Sportens fodboldkommentator.
- Det er nogle væsentlige spillere, som har fået ny klub, så jeg er i ret højt humør. Der er noget nyt under opsejling, og det bliver interessant at se, hvem der fungerer, og hvem der ikke slår til, siger han.
Herunder har Andreas Kraul samlet et udpluk af de største nyheder fra transfervinduets sidste døgn.
Andreas Cornelius til FCK
FCK var tidlige til at markere sig på transfervinduets sidste dag. Således hentede sidste sæsons guldvindere den gamle kending Andreas Cornelius i tyrkiske Trabzonspor. Han har scoret 35 ligamål fordelt på 139 kampe i den bedste franske, italienske og tyrkiske fodboldrække.
- Det er i kategorien transferbombe, at Andreas Cornelius står her igen. Det er en af de store historier, og han kan virkelig flytte noget. Han har tidligere domineret Superligaen, siger Andreas Kraul.
Den 29-årige angriber er blandt andet hentet hjem for at spille Champions League med FCK. Andreas Kraul glæder sig til at se, hvad det betyder for københavnernes spillestil, når store Andreas Cornelius med al sandsynlighed skal erstatte spanske Pep Biel, der er rygtet væk fra FCK.
- Det ligner et markant skifte i måden, de spiller på, hvis rygterne, om at Pep Biel ryger, er sande. Det er en handel med vidtrækkende konsekvenser for de strategiske dimensioner.
Christian Sørensen til FCK
Vi bliver i København. FCK brugte også den 31. august på at købe ind i Viborg FF, hvorfra man hentede den 30-årige back Christian Sørensen. Andreas Kraul kalder fortællingen om fynboen for en rigtig god menneskehistorie.
Efter nogle år i Danmarks næstbedste fodboldrække og en tur til Island, slog det tidligere OB-talent for alvor til i Viborg FF.
- Viborg vil nok ærgre sig over, at man mister en af sine allerbedste spillere, men det er også en god historie for dem, at de har gjort Christian Sørensen så attraktiv, siger Andreas Kraul.
Man kan måske undre sig over, at FCK handler en ny venstre back, når klubben i forvejen råder over U21-landsholdsspilleren Victor Kristiansen.
- Han bliver måske skadet, og hvad har man så af backup? FCK får en meget driftsikker superligaspiller i Christian Sørensen, og det bliver spændende at se, hvordan han gør sig i Champions League.
Sebastian Grønning til AGF
I dagene op til transfervinduets sidste timer så det ud til, at den nordjyske fodboldklub AaB ville løbe med Sebastian Grønnings underskrift.
Den 25-årige angriber var blevet løsrevet fra sin kontrakt i sydkoreanske Suwon Samsung Bluewings og var derfor uden klub. Det blev dog AGF og ikke AaB, der sikrede sig den nordjyske skarpretter.
- Han var jo nærmest skræddersyet til AaB, men han har tydeligvis set noget i Aarhus, og AGF har set noget i ham. Det tegner også til at være et attraktivt sted med det, der sker under cheftræner Uwe Rösler, og jeg kan godt forstå, at det appellerer til en ung spiller, siger Andreas Kraul.
AGF råder i forvejen over en række angribere - blandt andre den 33-årige anfører, Patrick Mortensen. Han bliver dog ikke yngre, hvorfor der nok skal blive plads til Grønning, mener Kraul.
- Det har også vist sig, at der falder mange chancer ned til angriberen i AGF, så Grønning ser sig nok som den direkte afløser for Patrick Mortensen på kortere og længere sigt.
Kristoffer Olsson til FCM
Andreas Cornelius og Sebastian Grønning er ikke de eneste, der "vender hjem" til Superligaen. Sidste sæsons sølvvindere fra FC Midtjylland præsenterede onsdag den svenske landsholdsspiller, Kristoffer Olsson.
Han var i klubben fra 2014 til 2017, inden han skiftede til Sverige og AIK. Siden gik turen til Krasnodar og RSC Anderlecht, hvorfor Ulvene får en "enormt erfaren" midtbanespiller hjem til Herning.
- Kristoffer Olsson har også for det svenske landshold vist sig at være på enormt højt internationalt niveau. Han bringer noget modenhed til FCM og kender tilmed klubben indgående. Det tror jeg sgu er en god spiller at få ind, siger Andreas Kraul.
Nicolai Vallys til Brøndby IF
Fra BK Skjold og Skovshoved til Brøndby IF på knap syv år. Nicolai Vallys har taget turen op gennem de danske divisioner, inden han slog sit navn fast i Silkeborg IF. Ifølge Andreas Kraul er der tale om endnu en "kanon personhistorie".
- Han har bevist sig på et nyt niveau i Silkeborg, hvor han nåede at spille europæisk fodbold, og han skifter nu til en af de traditionelt største klubber i Brøndby, siger Andreas Kraul.
Ifølge Silkeborg IF tjener klubben omkring 20 millioner kroner på salget, og det lægger et stort pres på den 25-årige spillers skuldre.
- Det er et højt beløb, og dermed følger nogle høje forventninger i Brøndby. Han spillede på et enormt velfungerende Silkeborg-hold, og det bliver særdeles spændende at se, om han kan løfte Brøndby i en svær periode for klubben.
Kasper Kusk til Silkeborg IF
Vallys får dog ikke lov til at skifte fra Silkeborg, uden at klubben finder en kvalificeret afløser. Silkeborg-træner Kent Nielsen henter 30-årige Kasper Kusk i AaB, som cheftræneren kender fra deres fælles tid i Aalborg. Sammen vandt de både DM- og pokaltitlen i 2014.
På papiret ser det spændende ud, for Kasper Kusk og Kent Nielsen har tidligere fået det bedste ud af hinanden, mener Andreas Kraul.
- Kasper Kusk er ikke en spiller, der på egen hånd vender en kamp, men har du et velfungerende hold, som har noget flair, kan han være decideret uhyggelig at spille imod, siger DR Sportens fodboldkommentator.
- Silkeborgs spillestil passer ham godt, og Kasper Kusk kommer til at byde ind med meget fra sin position på kanten.
Wahid Faghir til FC Nordsjælland
I en ganske ung alder skiftede den nu 19-årige Wahid Faghir fra danske Vejle til Stuttgart i Tyskland sidste år. Angriberen har dog ikke fået det ønskede antal minutter i Bundesligaen, og han flytter derfor hjem til Danmark og FC Nordsjælland på en etårig lejeaftale.
Der bliver dog brug for noget "FCN-magi", siger Andreas Kraul.
- Jeg vil ikke kalde det en lottokupon, men det er da en tur i tombolaen, for det er ikke mange kampe, Wahid Faghir har spillet på det seneste.
- Men får de gjort ham klar i al ubemærkethed, kan han godt blive en afgørende brik i FCN's puslespil. Han har meget power, kan score mål, og det passer godt med FCN's pågående og chanceskabende spillespil.
Alfred Finnbogason og Simon Makienok
To spillere under én overskrift bryder måske med udgaven, men historien er for Alfred Finnbogason og Simon Makienok meget den samme.
Begge har landet en aftale for den resterende del af sæsonen med en af de to oprykkere i Superligaen - førstnævnte med Lyngby, sidste mand for AC Horsens.
Alfred Finnbogason har senest været tilknyttet bundesligaklubben Augsburg, hvor han har spillet fra 2016 til 2022. Men Andreas Kraul tvivler på, at vi ser det samme niveau i Danmark.
- Han har et kæmpe navn, men jeg har en fornemmelse af, at det var noget, som var engang. Jeg bliver overrasket, hvis han brænder det hele af i Lyngby-trøjen, siger han.
AC Horsens har i Simon Makienok også hentet sig en profileret herre, som nåede at spille i Italien, Tyskland, England og Holland, inden han nu vender tilbage til Danmark, hvor han tidligere har spillet for Brøndby IF.
- Makienok har tidligere spillet på et højt niveau og giver måske Horsens en ekstra dimension, men han er efterhånden et stykke fra sit absolutte topspil, lyder det fra Andreas Kraul.