Tjekkisk back er ny mand i FCM

FC Midtjylland opruster forsvaret med den tjekkiske venstreback Filip Novak.

Filip Novak er ny mand i FC Midtjylland. (© fcm.dk)

FC Midtjylland har offentliggjort, at de henter den tjekkiske venstre-back, Filip Novak, der med sit gamle hold, FK Jablonec, blandt andet var med til at sende FC København ud i Europa League-kulden.

- Filip Novák er venstrebenet forsvarer i venstresiden og en målfarlig spiller, der gerne går med frem og både deltager i kombinationerne og selv afslutter, så vi føler, vi har forstærket os markant, siger Claus Steinlein til FC Midtjyllands hjemmeside.

Filip Novak spillede i går aftes Europa League-fodbold med FK Jablonec, der desværre for tjekkerne måtte se sig slået af Ajax Amsterdam og Viktor Fischer.

- FC Midtjylland har europæiske ambitioner. Det passer perfekt med det, jeg gerne vil med min karriere, og derfor var klubben interessant for mig, fortæller Filip Novak.

Filip Novak er en venstre-back, der ved hvor målet står. Således scorede han i sidste sæson 11 mål i 29 ligakampe for FK Jablonec. Denne bedrift har gjort ham til den mest scorende forsvarsspiller i en sæson i den tjekkiske liga.

Tjekken kommer til klubben på en fire-årig kontrakt og får rygnummeret 70.