Søndag blev Martin Pusic præsenteret som ny spiller i AC Horsens. Torsdag melder klubben ud, at kontrakten nu er ophævet.
- Jeg har været i Danmark omkring 5 år nu og kan ikke se mig selv spille her i landet mere. Jeg har opnået det, jeg kunne i Danmark og ønsker at udfordre mig selv uden for Danmark.
- Jeg har ikke noget negativt at sige om AC Horsens. Det er en klub med kvalitet, hvilket jeg selv så i mandags i Parken efter 2-1 sejren over FC København. Jeg ønsker AC Horsens alt det bedste fremover.
Cheftræner Bo Henriksen giver også sin udlægning på AC Horsens' hjemmeside.
- Vi har her i klubben et kodeks om, at vi tager menneskelige hensyn til vores spillere, når det gælder et samarbejde, og når Martin ikke kan se sig selv spiller her, imødekommer vi selvfølgelig hans ønske på baggrund af vores værdier.
- Og vi har ingen interesse i at have en spiller, som ikke har lyst til at være her, det er klart. Vi, i AC Horsens, ønsker Martin held og lykke i fremtiden.
Østrigeren blev som FC Midtjylland-spiller topscorer i Superligaen i 2014/2015-sæsonen med 17 mål.
Ud over ophold i danske klubber som AGF, Esbjerg, FCK og FC Midtjylland har Martin Pusic også spillet i norske Vålerenga og Brann, britiske Hull og flere østrigske klubber.
Han har i sin tid i Superligaen scoret 43 mål i 103 kampe.