Superligacheferne er gode til at spille stangtennis om favoritværdigheden, men tre kan meget snart blive til to, hvis det står til FC Midtjyllands træner, Thomas Thomasberg.
Søndag aften render hans midtjyske ulveflok ind på MCH Arena i Herning for at dyste i 90 minutter mod de københavnske løver, og ser man på statitstikken, så peger den kun én vej.
Her er det over to år siden, 13. marts 2022, at FC Midtjylland senest tabte til FC København.
Faktisk har de jyske guldkandidater ikke tabt til FC København i Superligaen siden 10. april 2022, og derfor er presset i høj grad på de forsvarende mestre.
FC København skal nemlig bruge en sejr, hvis de vil holde sig inden for rækkevide af Superligaens to førerhold, Brøndby og FC Midtjylland, siger Thomas Thomasberg.
- Uden at jeg bliver beskyldt for mind games, så vil jeg bare konstatere, at hvis vi kommer ni point foran dem, så har vi en afstand, som vi burde kunne holde resten af turneringen, selv om der er 21 point at spille om. Så skal de skal lave mange point, og vi skal ikke være helt så dygtige.
- Jeg betragter dem ikke som sat af, før det er endegyldigt, men ni point vil være flot forspring, og det er det, vi går efter, siger Thomas Thomasberg.
Cheftræneren undrer sig samtidig en smule over, at det ofte skal handle om netop FC København.
- Jeg synes, med den stilling der er lige nu, at det er lige så relevant at tale om Brøndby og FC Midtjylland.
Skal ud og angribe
Der er sjældent nogen, som ikke er gået på banen for at vinde, og Thomas Thomasberg kommer da, ikke overraskende, til at bryde selve sportens raison d'etre søndag aften.
FC Midtjylland går ikke på banen for at forsvare en position, men for at vinde det terræn, som skal til.
- Nej, hvis man går ind med den indstilling, så kommer man med et forkert mindset. Vi skal ud og angribe den kamp, og det er den mentalitet, vi altid går på banen med. Fra første fløjt er der ikke en eneste, som skal tænke på at spille efter at få ét point.
- Vi går ud med en tro og intention om at sætte tre point ekstra på tavlen og sørge for, at FCK ikke får nogen, siger Thomas Thomasberg.
Cheftræneren har ikke noget ønske om at spille stangtennis med favoritværdigheden, selv om den titel skifter uge efter uge.
Men troen på, at FC Midtjylland har kvaliteterne til at klare sig bedst gennem de sidste runder, er bundsolid.
- Når jeg kigger, så ligger vi lunt i svinget. Jeg tænker hverken, at vi er mestre, eller at der ingen chancer er. Der venter en masse spændende kampe, vi ligger godt, så jeg går ind til det med en tro på, at vi står øverst på skamlen, når vi er færdige, siger Thomas Thomasberg.