Superligarundens vinder, taber og detalje

Krisen kradser i Brøndby, brasilianer bomber FCN på tavlen og Zankas fornemmelser for volleyball.

Rundens vinder

Det var ingen fejlfri præstation, defensiven ser stadig sårbar ud, men FC Nordsjælland kom efter to nederlag endelig på tavlen, da det hjemme på Farum Park blev til en smal 2-1-sejr over AaB, der vil ærgre sig stort over mange brændte chancer.

Især Thomas Enevoldsen må være en smule bitter, da han kort før tid efter et smukt brag med højreskøjten blev afvist af overliggeren, for så blot at se FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen score kort efter med en velplaceret triller. Kasper Risgård fik reduceret for AaB, men da var det for sent.

FC Nordsjælland kom dog også frem til en del muligheder, og særligt i første halvleg begejstrede den nye brasilianer Bruninho, der er kommet til før sæsonen fra HB Køge. Den venstrebenede angriber ligner en rigtig publikumsspiller, der kan gøre det lidt sjovere at gå til fodbold i Farum.

Den nye brasilianer i Farum diskede udover scoringen efter 22 minutter også op med flere lækre driblinger og et flot udført saksespark, der tvang AaB-målmand Nicolai Larsen ud i en flot redning.

Se saksesparket herunder og målene i klippet øverst.

Rundens taber

Tre kampe, 0 point og en målscore på 2-6. Brøndby har fået den værste start på en Superligasæson i klubbens historie. Søndagens 2-0-nederlag hjemme mod Hobro var ekstra bekymrende for Vestegnsklubben, da der særligt i første halvleg blev leveret spil og engagement, der ikke hører hjemme i landets bedste fodboldrække.

Hvis Frank har en plan med Brøndbys spil, så var den igen svær at få øje på.

Thomas Frank har nu haft to år til at sætte et markant aftryk på Brøndby-spillet. Brøndby-trænerens tid kan være tæt på at løbe ud, hvis det ikke bliver til et godt resultat i torsdagens svære udekamp i Europa League mod cypriotiske AC Omonia. Første opgør i Brøndby endte 0-0.

Rundens detalje

Rundens detalje faldt i FC Københavns 3-1-sejr ude over Sønderjyske, hvor vicemestrenes Mathias ’Zanka’ Jørgensen kort før pausen i fornem volleyball-stil steg til vejrs på et hjørnespark og slog bolden ind bag en chanceløs Marin Skender. Den type fusionering af sportsgrene er naturligvis ikke tilladt, og FCK-forsvareren modtog derfor et gult kort.

Kort inden volleyballmålet havde dommer Michael Johansens fløjte lydt, hvorfor det var en noget uforstående Mathias ’Zanka’, der efter kampen forsøgte at finde hoved og hale i episoden overfor Canal9.

- Der sker det, at der skal være hjørne, og da bolden er halvvejs inde i feltet, hører jeg hans fløjte. Derfor vil jeg slå den tilbage til Ludwig, men i stedet havner den så i målet. Jeg ved ikke, hvorfor der er fløjtet, og bagefter ser det ud som om, dommeren først dømmer mål, inden han hiver det gule kort op og giver mig en advarsel.

Se den besynderlige episode i klippet herunder.