Som den første Superliga-spiller har FC Nordsjællands islandske målmand Runar Alex Runarsson valgt at gå ind i velgørenhedsprojektet Common Goal, hvor professionelle fodboldspillere donerer én procent af deres løn til velgørenhed.
Projektet blev for alvor sat i gang tidligere i år, da Manchester United-profilen Juan Mata gik forrest.
- Jeg tror mere end nogensinde, at fodbold kan ændre verden. Men ligesom på banen er vi nødt til at arbejde sammen. Det er lige præcis det, som vi gør med Common Goal, sagde Juan Mata dengang.
Siden har spillere som Bayern Münchens Mats Hummels og Juventus’ Giorgio Chiellini også meldt sig ind, og nu er den første Superliga-spiller altså på listen.
- Jeg vil meget gerne prøve at hjælpe andre. Som fodboldspiller har du mange muligheder. Du er godt betalt, og jeg vil bare gerne prøve at gøre noget godt i mit liv. Det var noget, som talte til mig, siger Runar Alex Runarsson.
https://twitter.com/runaralex/status/935542074765692930?ref_src=twsrc%5Etfw
- Det drejer sig ikke så meget om penge, men mere ideen om at støtte andre. Det drejer sig ikke om, hvorvidt jeg giver 10.000 eller en million om året. Det drejer sig bare om at gøre noget godt, forklarer han.
Projektet er stadig nyt, og derfor er det heller ikke noget, som man har talt nærmere om i FC Nordsjælland, men den islandske målmand ved, at det vil opleve stor opbakning fra holdkammeraterne, når det ses igen i omklædningsrummet.
- Selvfølgelig håber jeg, at der er mange andre i Superligaen, som følger i mine fodspor, men jeg kan ikke tage den beslutning for dem. Det er deres egne penge. Men jeg vil helt klart anbefale det til alle, forklarer Runar Alex Runarsson.
- Jeg tror, at man lever et kedeligt liv, hvis man kun tænker på sig selv, siger FC Nordsjælland-målmanden.
Det er ikke kun mandlige spillere, som har meldt sig ind i projektet. Også den tyske Manchester City-profil Pauline Bremer er en af flere kvindelige spillere, som er med.