Alka Superligaen får fire faste kampe om søndagen resten af sæsonen. Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.
Den ene af de to fredagskampe flyttes til om søndagen. Beslutningen er taget på baggrund af blandt andet tilskuertal, fans og fodboldinteresseredes holdninger, fortæller Divisionsforeningen.
- Den samlede vurdering er, at en kamp mere søndag er en fordel, siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.
- Fans og fodboldinteresserede har efterspurgt det - og samtidig har der også været et ønske om at ændre fredagstidspunktet, hvor klubber har ment, at klokken 18.00 var for tidligt, mens 20.15 var for sent.
Desuden oplyses det, at der også fremadrettet vil være runder med alternative spilletidspunkter. Det kan skyldes landskampe og danske holds deltagelse i europæisk fodbold.
Programmet for resten af 2017-sæsonen offentliggøres i begyndelsen af den kommende uge.
/ritzau/