For to år siden kom Claus Nørgaard til Sønderjyske, hvor han tog sit første job som Superliga-cheftræner. Når kontrakten til sommer udløber, stopper den 38-årige træner i klubben. Det fortæller han til DR efter Sønderjyskes nederlag til FCK søndag.
- Jeg har meddelt Hans Jørgen Haysen (sportschef i Sønderjyske, red.), at jeg ikke ønsker at forlænge den aftale, der udløber 30. juni 2019. Det er status lige nu, siger Claus Nørgaard til DR.
- Jeg har lyst til at prøve noget nyt. Nu har jeg været her i to år. Da jeg overtog, skulle vi bygge holdet op igen. Der var stort frafald efter en flot sæson, og vi skulle bygge det op igen. Det har været en spændende proces, og vi har nået vores sportslige målsætninger de seneste to år. Nu er tiden inde til at prøve noget nyt, siger Nørgaard.
Claus Nørgaard kom til Sønderjyske fra en rolle som assistenttræner i Brøndby. Han har også været landstræner for flere forskellige danske U-landshold.