Sønderjyske henter tidligere Superliga-topscorer

Thomas Dalgaard, der netop har ophævet sin kontrakt i Heerenveen, har fået en toårig aftale med Sønderjyske.

Thomas Dalgaard i Viborg-trøjen i 2013. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Den tidligere topscorer i Alka Superligaen Thomas Dalgaard skal de næste to sæsoner gå på måljagt for Sønderjyske.

Den 31-årige angriber, der scorede 18 ligamål for Viborg i forrige sæson, er netop blevet løst fra en kontrakt med hollandske Heerenveen.

- Efter forlængelsen af Tommy Bechmann har vi jagtet en angriber af en vis kaliber, siger sportschef Hans Jørgen Haysen i en pressemeddelelse.

- Det har vi helt sikkert fundet i Thomas Dalgaard, som altid har haft en sjælden evne til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Godt supplement

- Han mestrer både de nemme og svære mål, og gør det også godt i hovedspillet, hvilket bliver et godt supplement til de andre typer, vi har i truppen, siger sportschefen.

Opholdet i Heerenveen blev ikke nogen succes for Thomas Dalgaard, der i foråret blev udlejet til Sønderjyskes ligakonkurrenter fra OB.

/ritzau/