Marin Skender har i mere end tre år markeret sig som en sikker sidste skanse hos fodboldklubben Sønderjyske.
Både klub og spiller har været så glade for samarbejdet, at det nu resulterer i den tredje kontraktforlængelse, som denne gang gælder frem til juni 2017.
Den 36-årige kroat tager dermed endnu en sæson hos sønderjyderne, og sportschef Hans Jørgen Haysen har dermed fået en vigtig brik på plads forud for næste sæson.
Kulturbærer
- Marin Skender er en fantastisk målmand. Han har fra første færd i klubben leveret en konstant og overbevisende indsats.
- Han er umådeligt ambitiøs og målrettet, og tillige er han en uhyre vigtig person i omklædningsrummet, hvor han helt naturligt - på sin helt egen rolige måde - er blevet en af de vigtige kulturbærere.
- Også uden for omklædningsrummet bidrager han altid som den gode Sønderjyske-ambassadør. Uanset om det drejer sig om fans eller sponsorer, giver Marin sig altid tid og stiller gladeligt op, lyder det fra sportschefen.
Skender har bidraget flot til resultaterne i denne sæson, hvor Sønderjyske lige nu er helt oppe på andenpladsen i Superligaen.
Tidligere i karrieren har Skender spillet i klubber som Dinamo Zagreb og Dila Gori.
/ritzau/