Superligaens absolutte bundprop Silkeborg vandt sin første kamp i sæsonen i 19. spillerunde.
Randers blev besejret 2-1 på sin egen bane søndag eftermiddag i en kamp, hvor silkeborgenserne var bedre, end de har været hidtil i sæsonen.
Nicolai Agger scorede for Silkeborg i første halvleg. Djiby Fall udlignede for hjemmeholdet i anden halvleg, mens Daniel A. Pedersen igen bragte Silkeborg foran, da Adeole Runsewe straffede en Randers-fejl og snuppede bolden.
Hjemme på egen bane burde Superligaens nummer tre have været i problemer mod ligaens absolutte bundhold, som i 18 kampe kun har hentet fire point for fire uafgjorte kampe.
Men det kom Randers altså.
Rigeligt med Randers-chancer
Det var ikke, fordi Silkeborg skabte et hav af chancer, men gæsterne forstod denne søndag at udnytte de fejl, som Randers-spillerne begik.
Randers havde været tæt på et par gange, først og fremmest da Djiby Fall ramte stolpen med et hovedstød efter ni minutter, og Nicolai Brock-Madsen sparkede returbolden lige forbi mål.
Så det var stik imod spil og chancer, da Nicolai Agger bragte gæsterne foran 1-0 efter en halv time.
Se målet øverst i artiklen.
Silkeborg Fall'dt ned
Randers skabte en masse i første halvleg, men havde langt sværere ved at holde kursen efter pausen.
Alligevel udlignede Djiby Fall til 1-1 efter 57 minutter. Et skud langt udefra af Nicolai Poulsen rettede Fall af, så det snød Silkeborg-spillerne helt og aldeles.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54f328c7a11f9f1be0b55e80
Her kan du se Djiby Falls scoring.
Fælt forsvarskiks
Nu troede man igen på sejr til hjemmeholdet, men Silkeborgs spillere var slet ikke så modløse, som de ofte er set i modgang.
Et kvarter efter udligningen var Adeola Runsewe hurtigt over bolden, da Randers' Jeppe Tverskov fejlede i en ellers ufarlig situation. Hurtigt sikrede Runsewe sig kontrol over bolden og sendte den ind mod midten, hvor Daniel A. Pedersen konsekvent huggede til den.
2-1 og Silkeborg var igen på kurs mod sæsonens første sejr. En fejl af Randers-målmand Karl-Johan Johnsson kunne have givet endnu en Silkeborg-scoring i overtiden. Et skud på stolpen blev det også til kort før slutfløjt.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54f328dba11f9f1be0b55e84
Se Daniel A. Pedersens flotte scoring her.
Bundproppen havde tabt sine seneste ni kampe i træk.
For Silkeborg får sejren ingen væsentlig betydning i bunden af Superligaen. For Randers blev det derimod et dyrt pointtab i kampen mod FC København om andenpladsen i Superligaen.
Kampen i tal
Randers FC-Silkeborg 1-2 (0-1).
0-1 Nicolaj Agger (30. minut). 1-1 Djiby Fall (57. minut). 1-2 Daniel A. Pedersen (72. minut).
Tilskuere: 4.263.
/ritzau/