Selverkendelse i Brøndby-lejren: Vi har ikke været skarpe nok

Brøndbys midtbanestyrmand Christian Nørgaard sender roser til FC Midtjylland.

FC Midtjylland satte en imponerende slutspurt ind i den afgørende fase af Superligaens mesterskabsspil og overhalede i næstsidste runde Brøndby IF og overtog førstepladsen.

Midtjyderne gjorde mandag arbejdet færdigt med en 1-0-sejr over AC Horsens og kunne derfor lade sig fejre som danske mestre for anden gang i klubbens historie.

Brøndby rundede den skuffende afslutning på sæsonen af med 1-1 hjemme mod AaB.

- Vi mangler det sidste i hjemmekampen mod FC Midtjylland og i kampen ude mod Horsens. Det gør ondt. Man må give cadeau til FC Midtjylland, der vandt rub og stub til sidst. Det gør selvfølgelig ondt, når man har været i førersædet tre runder før tid, men sådan er det, siger Christian Nørgaard med beviset på andenpladsen hængende om halsen.

- Jeg bliver aldrig rigtig glad for den. Jeg fik også en sidste år. Nu havde jeg prøvet det og havde håbet på, at den havde haft en lidt anden farve i år, siger Christian Nørgaard, der sammen med holdkammeraterne altså for anden sæson i træk måtte nøjes med sølv.

- Jeg bliver nok aldrig rigtig glad for den her sølvmedalje, men jeg bliver glad for den måde, vi har vist Brøndby frem i den her sæson og jeg bliver glad for, at vi har vundet en pokalturnering, siger Christian Nørgaard.

- Vi spiller med om mesterskabet til allersidste runde. Det vidner om, at Brøndby er nået rigtig langt.

Brøndby endte fire point efter FC Midtjylland i guldkampen. Bronzemedaljerne tog FC Nordsjælland sig af foran FC København.