Rundens taber
Krise! Spørger man på FC Københavns træningsanlæg, så vil de hvidklædte med træner Ståle Solbakken i spidsen formentlig med fast stemmeføring forsøge at mane al snak om krise i klubben i jorden, men sandheden er, at de har haft en mareridtsagtig august, hvor det kun er blevet til en enkelt sejr over Sønderjyske. Derudover er det blevet til et smerteligt exit fra europæisk fodbold efter fadæsen mod FK Jablonec, tre uafgjorte resultater og altså weekendens nederlag til OB i Superligaen.
Formentlig – eller helt sikkert – ikke den indledning på sæsonen, man havde forventet efter tilgang fra rekordindkøbet Federico Santander, Andreas Cornelius' tilbagekomst og tilgangen af Peter Ankersen. Prominente navne, der ikke har formået at sætte deres afgørende aftryk på resultaterne.
Efter syv runder er FC København otte point efter FC Midtjylland på den førsteplads, som man aldrig har forsømt en mulighed for at slå fast, er det eneste der tæller i Parken.
Presset øges på Ståle Solbakken, der formentlig har blikket rettet mod de ni point, der kan høstes i de kommende tre hjemmekampe mod AaB, Randers og Hobro, der kommer i streg.
Rundens vinder
Det lignede et kæmpe scoop for FC Midtjylland, da man i vinterpausen sikrede sig den farlige angriber Martin Pusic fra Esbjerg. I mellemtiden er der kommet et dansk mesterskab i hus, så kede af handlen er man nok ikke, men på det seneste har den iltre østriger med de kroatiske rødder virkelig givet smagsprøver på sit temperament.
Efter at have mistet startpladsen til Morten ’Duncan’ Rasmussen, der tilsyneladende aldrig mister målnæsen, så gik det hele op i en spids, da han blev udeladt fra truppen før sidste rundes kamp mod Esbjerg. Han var røget i unåde efter et ophedet skænderi med cheftræner Jess Thorup, og først når han undskyldte, ville han igen komme i betragtning, forklarede sportsdirektør Claus Steinlein.
Den må han have givet, for imod Hobro gav han et par prøver på sine evner foran mål. Han scorede begge FC Midtjyllands mål i 2-0-sejren over ligaens bundprop, og Jess Thorup har nu et luksusproblem i front. Med fem point ned til nummer to, Sønderjyske, begynder de allerede at ligne et solidt bud på de danske mestre anno 2015/16.
Rundens detalje
Der gik lige over 11 sekunder fra FC Københavns Kasper Kusk smed bolden hen i fødderne på Oliver Lund, der stod på kanten af OB’s straffesparksfelt, til der var scoret i den anden ved Anders K. Jacobsen. Bolderobring, fuld fart fremover, afslutning, mål.
Læg dertil, at Oliver Lunds pasning emmede af Laudrup’sk overblik, og at Anders K. Jacobsens afslutning var af en kaliber, der har været medvirkende til at han bærer rundt på kælenavnet AK47.
Sådan skal en kontra skæres. Vi applauderer.