I sommerens transfervindue sagde Brøndby farvel til målmand Lukas Hradecky. Finnen har været en stor profil på Vestegnen, og 23-årige Frederik Rønnow har skullet løfte arven.
Den unge jyde fokuserer dog kun på egne præstationer og er ikke meget for sammenligningen med Hradecky.
- Den bliver ved, den snak. Jeg er glad for min præstation i dag (i går, red.), men jeg synes, jeg stemplede ind i første kamp og har vist fra dag et, hvad jeg gerne vil. Det har fungeret godt, og nu er det fjerde clean sheet ud af fem mulige, og det er bare at fortsætte, siger Frederik Rønnow.
Brøndby og Rønnow holdt buret rent igen i går, da mestrene fra FC Midtjylland var på besøg. Ingen af holdene formåede at score, og kampen endte 0-0.
Der var dog tale om en underholdende og intens kamp, hvor Rønnow diskede op med flere flotte refleksredninger.
Med det uafgjort resultat ligger Brøndby på femtepladsen i Superligaen med 11 point, mens FC Midtjylland har 18 point på førstepladsen.