Riddersholm fyret - David Nielsen ny cheftræner i AGF

Glen Riddersholm er fortid i AGF og bliver afløst af David Nielsen, der forlader Lyngby.

Glen Riddersholm (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2017) (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Glen Riddersholm er fortid i AGF og bliver afløst som cheftræner af David Nielsen, der forlader Lyngby Boldklub.

Det bekræfter AGF i en pressemeddelelse.

Klubben har ophævet samarbejdet med Glen Riddersholm på grund af for svingende resultater.

- Vores resultater har i en længere periode været for dårlige, og vi har præsteret alt for svingende i såvel Alka Superliga som i DBU Pokalen - en udvikling, vi ikke er trygge ved, udtaler sportschef i AGF Peter Christiansen i pressemeddelelsen.

- Vi gik ind til den her sæson i håbet om, at vi kunne præstere mere stabilt, hvilket ikke er lykkedes. Efter nøje overvejelser har vi derfor besluttet, at der skal nye kræfter til i forsøget på at indfri vores målsætninger i AGF.

Og valget er altså faldet på David Nielsen, der har fået ophævet sin aftale med Lyngby Boldklub, og som allerede starter i sin nye klub på mandag. Bestyrelsesformand Torben Jensen fra Lyngby Boldklub udtaler i en pressemeddelelse:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været vedholdende interesse omkring David Nielsen i lang tid - også længe før vi underskrev kontraktforlængelsen i juni måned.

- Havde det ikke været for vores Europa League-kampe, så var skiftet sket i sommer så vi har igennem lang tid vidst, at det var et spørgsmål om kort tid, før David skulle væk ved aktivering af hans frikøbsklausul.

- Det har givet os mulighed for at forberede os, og vi er godt tilfredse med forløbet og timingen, fortæller Torben Jensen.

David Nielsens aftale med AGF gælder til 2020.

/DR Nyheder/