Randers vil ikke lade angriber spille gratis i Lyngby

Konkurstruede Lyngby Boldklub skylder penge i Randers FC for den udlejede angriber Mayron George.

Mayron George er udlejet fra Randers FC til Lyngby Boldklub, der mangler at betale for den farlige angriber. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Fire spillere har allerede besluttet sig for at forlade konkurstruede Lyngby Boldklub, der tirsdag ikke kunne møde deadline for udbetaling af januarløn.

Bror Blum, Mikkel Rygaard, Casper Høyer Nielsen og Simon strand har valgt at opsige deres kontrakter og kan nu frit forhandle med andre klubber.

Den mulighed har de øvrige spillere i Lyngby Boldklub også. Med undtagelse af en enkelt.

Angriberen Mayron George, der har scoret syv gange i 11 kampe for Lyngby i efteråret, er nemlig lejet i Randers FC, der betaler hans løn under lejeopholdet.

Lyngby Boldklub betaler en lejeafgift hver måned for spilleren til Randers FC, men jyderne har ikke modtaget betaling for januar og Randers FC har ikke tænkt sig at lade den målfarlige costaricaner spille gratis for Lyngby.

- Vi undersøger, hvordan vi står med sådan en udlejning. Hvad det betyder for dens gyldighed. Det har vi ikke svar på endnu. Der er flere parter i det: Divisionsforeningen, Spillerforeningen, de to klubber. Vi er ved at undersøge, om vi kan gøre brug af ham. Det er jo træls, hvis han skal spille gratis, siger Henrik Jørgensen i Randers FC til tipsbladet.dk.

Ingen konkursbegæring fra Randers

Randers FC har mulighed for at begære Lyngby Boldklub konkurs, men det har man endnu ingen intentioner om, siger Henrik Jørgensen.

- Det kan blive yderste konsekvens. Hvis de ikke kan betale, hvad de skylder, er vi nødt til at reagere på det. Men vi kan også se i medierne, at Spillerforeningen har opfordret spillerne til at vente til på fredag, så hvad idé er der i det for os at tage retslige skridt nu?

Lyngby Boldklub er angiveligt ved at blive solgt til en udenlandsk klub, formentlig fra England. Det står dog fortsat hen i det uvisse om den handel bliver til noget.