Randers-træner vil aldrig mere bruge Christian Keller

Christian Keller kommer ikke til at spille for Randers FC, så længe jeg er træner, siger Colin Todd.

Colin Todd er i sin gode ret til fortsat at stille hold uden Christian Keller, siger Michael Gravgaard. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Fodboldspilleren Christian Keller kommer ikke til at optræde for sin klub, Randers FC, så længe Colin Todd er træner i klubben.

Det siger træneren i et interview med TV 3 Sport fredag.

-Så længe jeg er her, kommer det ikke til at ske, siger han.

Todd har truffet beslutningen på baggrund af den såkaldte kone-sag, hvor Keller indledte et forhold til den nu tidligere holdkammerat Jonas Borrings fraseparerede kone.

Borring har siden fået sin kontrakt annulleret.

Opbakning fra ledelsen

Colin Todd har ikke brugt Keller, efter episoden kom frem, og det vil han heller ikke komme til i fremtiden. Han har ikke længere respekt for Keller, sagde Todd i et interview med BT fredag, hvor han også udtrykte skuffelse over, at ledelsen i Randers ikke havde fulgt hans ønske om at skille sig af med Christian Keller.

- Ledelsen sagde, at det ikke kunne lade sig gøre pga. FIFA-regulativerne. Jeg mener, at det kunne lade sig gøre, men det skete ikke, siger han videre til TV3 Sport.

Direktør Michael Gravgaard siger, at ledelsen bakker op om Colin Todds beslutning, som han derfor ikke anser for at være særligt kontroversiel.

- Der er kun én, der sætter holdet i Randers FC, og det er Colin Todd. Ledelsesmæssigt er der ikke mere i det. Colin sætter det hold, han mener kan vinde kampene, siger Gravgaard ifølge BT.

/DR Sporten/