Randers-direktør om Keller-ballade: Vi kan ikke bare fyre en spiller

​Michael Gravgaard understreger, at Randers FC har kontrakter at forholde sig til i Christian Keller-sagen.

Michael Gravgaard og Christian Keller, da førstnævnte blev præsenteret som direktør i Randers FC. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den tidligere Randers-anfører Christian Keller var ikke med i truppen til søndagens kamp mod Brøndby, fordi holdkammeraterne angiveligt ikke ønskede hans tilstedeværelse.

Senere fortalte træner Colin Todd så, at holdkammeraterne lige nu ikke respekterer Keller, der har indledt et forhold med Randers-spilleren Jonas Borrings ekskone.

Men det kommer ikke på tale at rive Kellers kontrakt itu, blot fordi holdkammeraterne ikke ønsker at spille på hold med ham, understreger direktør Michael Gravgaard.

- Man kan ikke bare løsne spillere fra en kontrakt, hvis spilleren ikke ønsker det. Man kan ikke bare fyre en spiller.

- Klubberne har tabt rigeligt med sager til Spillerforeningen, og det bliver fandeme ikke på min vagt, at vi begår den fejl i Randers FC. Det er helt sikkert. Vi kan ikke tvinge Keller ud af sin kontrakt, og vi vil ikke gøre noget forkert.

- Jeg har talt med Spillerforeningen om det. Det er en situation, hvor klubben er fuldstændig uforskyldt og ikke er herre over det.

- Vi er nødt til at løse den, inden for de rammer vi har. Vi må respektere spillernes kontrakter og deres rettigheder. Både Christian Kellers og Jonas Borrings, siger Gravgaard.

- Næste skridt er, at vi får tid og plads til at finde en løsning, som gavner Randers FC. Det er min opgave at sørge for, at spillerne kan koncentrere sig om at spille fodbold.

- Vi skal have en dialog. Vi kan ikke bare løse det med et fingerknips, siger direktøren.

Dialog nødvendig

Randers-sportschef Ole Nielsen har også svært ved at se løsningen på problemet, efter at Borring har gjort det klart, at han ikke ønsker at spille på hold med Keller.

- Det er ikke noget, vi bare løser. Vi skal skabe dialog med de pågældende spillere. Hvis nogen ikke har lyst til at være her, må vi tage den derfra, siger Ole Nielsen.

- Vi må afvente at se, hvad der sker, siger sportschefen.

Han var tilfreds med indsatsen, selv om Brøndby vandt søndagens kamp 1-0. Han mente ikke, at den megen uro kunne ses på attituden.

- Truppen forsøgte at gøre alt. De stod sammen som hold. Det var en god indstilling, og de forsøgte at vinde. At de så tabte, er en anden sag, siger Ole Nielsen.

/ritzau/